Nordisk telefusion kan kræve store indrømmelser

Margrethe Vestager rasler med sablen over for Telenor og Telia. Det kan tvinge selskaberne til indrømmelser, vurderer analytiker.
Foto: Stine Bidstrup/Polfoto/Arkiv
Foto: Stine Bidstrup/Polfoto/Arkiv
RITZAU FINANS

Norske Telenor og svensk-finske Telia vil gerne fusionere forretningerne i Danmark, men i Bruxelles rasler Margrethe Vestager med sablen, for EU's konkurrencemyndigheder ser ikke med milde øjne på det skandinaviske ønske om fusion på det danske telemarked.

Seneste melding fra Bruxelles går på, at Margrethe Vestager er på vej med en advarsel mod den planlagte fusion mellem Telenor og Telia i Danmark. En advarsel vil lægge pres på selskaberne for at komme med indrømmelser, der kan mildne kommissionens bekymringer over konkurrencen.

Og det kan vise sig, at de to selskaber må komme med væsentlige indrømmelser, hvis fusionen skal få grønt lys. Det mener Morten Imsgard, der er senioranalytiker i Sydbank.

"Det kan vise sig, at indrømmelserne i Danmark skal være større end det, vi har set i udlandet, fordi det trods alt er nummer to og tre, der forsøger at gå sammen. Det vil være indrømmelser i retning af, at det skal være ekstremt nemt for en ny operatør at starte op. Det kan være, at man vil tvinge selskaberne til at sende nogle af deres frekvenslicenser i udbud igen, eller at der skal frasælges dele af de danske forretninger i Telenor og Telia," siger analytikeren.

Kan hæmme konkurrence

Hvis fusionen ender med at få grønt lys fra EU, så står forbrugerne tilbage med et marked, hvor to spillere sidder på mere end 80 pct. af markedet. Det har fået teleselskabet 3, som givetvis vil ende med sorteper på det danske telemarked, til at frygte prisstigninger og skæv konkurrence.

Netop frygten for skæv konkurrence kan være det, der får EU til at true med det gule kort, mener Morten Imsgard.

"Vil der være fuldstændig fri konkurrence bagefter? Det er nok det, som konkurrencemyndighederne er nervøse for. Bliver det et marked, hvor konkurrencen kommer til at fungere til gene for forbrugerne?," spørger analytikeren.

Afviser prisstigninger

Morten Imsgard mener dog ikke, at forbrugerne skal frygte prisstigninger ved en eventuel fremtidig fusion, som 3 ellers tidligere har advaret mod.

"Konkurrencemyndighederne vil have benhård fokus på, at de helt klart definerede teleprodukter ikke bliver sat op med 25 kr. dagen efter en fusion. Det vil være at skyde sig selv i foden for aktørerne på markedet, og det vil bekræfte politikerne i deres bekymringer," siger han.

Selvom fusionen lige nu er sat på pause af de europæiske konkurrencemyndigheder, så ser Morten Imsgard fortsat en fusion mellem Telenor og Telia som et realistisk scenarie, hvis ellers selskaberne er villige til at sluge nogle kameler for at indgå et kompromis med Margrethe Vestager og hendes hold.

"Der er en positiv tendens i markedet fra politikernes side til, at fusionerne kan få lov at gå igennem. Så det bliver spændende at se, om der bliver sat en stopper for det i Danmark, eller om det kan få lov at gå igennem med et par indrømmelser," siger Morten Imsgard.

Telia og Telenor har offentligt vurderet, at fusionen mellem de to vil kunne medføre besparelser på samlet 800 mio. kr. om året.

Telia stiger tirsdag formiddag 0,4 pct. på børsen i Stockholm, mens Telenor falder 0,2 pct. i Oslo. Herhjemme falder TDC med 1,5 pct. til 50,90 kr.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også