MediaWatch

Ugebrev: Fortsat stort pres på TDC

Konkurrencen på mobil og kabel-tv rammer TDC, hvis forretning er mere presset end forventet, skriver Økonomisk Ugebrev.

Foto: Stine Bidstrup/POLFOTO/Arkiv

TDC’s regnskab for 1. kvartal var i det store hele ikke munter læsning for investorerne, som også kvitterede med at sende aktien 1 kr. ned, således at aktien igen koster under 50 kr. Et niveau man skal en måned tilbage for at finde.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

"Konkurrencen er fortsat markant, og det rammer TDC på en lang række områder indenfor både mobil og kabel-tv. Det fortæller næsten alt, når lyspunkterne i regnskabet er de områder, hvor tabet af kunder er mindst, og hvor omsætningstilbagegangen er mindst," konkluderer ugebrevet, der kun ser det nylige, norske tilkøb GET som undtagelsen.

"GET leverer lidt bedre end ventet og kan præstere en reel organisk vækst i omegnen af 10 pct. på EBITDA-niveau og 6 pct. på omsætningen," oplyser ugebrevet.

Presset større end ventet

Samlet set vurderer ugebrevet, at presset på forretningen samlet set var en anelse større end ventet, men TDC fastholdt forventningerne til helåret på både omsætning, ebitda, capex og endelig et udbytteniveau på 2,50 kr. pr. aktie.

Ugebrevet er fortsat "moderat negative" på TDC-aktien, "så længe markedet og forretningen er under så markant pres og i konstant tilbagegang".

"Aktien handler til en P/E på 13 for 2015, og det er i vores øjne ikke billigt for en forretning i tilbagegang," konkluderer ugebrevet, der vil se en bedring i konkurrencesituationen på mobilområdet, før vurderingen skal revideres igen.

"Indtil da vil det kun være et samlet salg af koncernen, der vil kunne give kursmæssig gevinst til aktionærerne," slutter ugebrevet, der dog noterer, at TDC-aktien har en lav beta-værdi på 0,54 (den svinge mindrer end markedet, red.), hvilket isoleret set gør den lidt attraktiv ud fra et risikoperspektiv.

/ritzau/FINANS

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs