TV 2 åbner ny sportskanal - lukker TV 2 Film

TV 2 lancerer en sportskanal fra begyndelsen af 2015, som overtager pladsen fra TV 2 Film, der lukker efter ni år.

TV 2 lancerer en ny sportskanal, som bliver en del af TV 2-familien fra begyndelsen af 2015. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

En sportskanal er en oplagt videreudvikling af TV 2s portefølje, siger adm. direktør Merete Eldrup, TV 2:

"TV 2 er – og vil være – en central spiller inden for sportstilbuddene til de danske tv-seere. Samtidig har vi i TV 2 FILM en kanal, som langsomt, men sikkert udkonkurreres af store filmkataloger hos diverse on demand-tjenester, og en konvertering fra film til sport er et udtryk for en naturlig udvikling i sammensætningen i vores kanalportefølje," siger hun.

"Vi mener samtidig, at der er en plads i tv-markedet for en sportskanal, der fokuserer meget målrettet på danske rettigheder og på store events," uddyber hun.

Direktøren understreger, at TV 2's hovedkanal stadig er ramme om de store, fælles sportsbegivenheder.  Sportskanalen vil bl.a. byde på indkøbte rettigheder, som den danske ligahåndbold, slutrunder i håndbold og fodbold, OL, dansk ishockey og cykling. Kanalen vil således både dyrke den fast tilbagevendende liga-sport og de store events.

YouSee er ikke med

"På TV 2 glæder vi os helt enormt til at videreføre den form for sportsjournalistik, vi har opdyrket på hovedkanalen de seneste mange år. Fagligheden er altafgørende på en sportskanal, og seerne vil komme i selskab med velkendte sportsværter, eksperter og medarbejdere, som brænder for deres stofområder," siger TV 2's sportschef Frederik Lauesen.

Der er allerede truffet aftale om kanalkonverteringen med fire tv-distributører, Canal Digital, Stofa, Waoo og Boxer, der i forvejen distribuerer TV 2 Film. Den manglende brik i distributionsbilledet er Yousee, der for to år siden stoppede sin distribution af TV 2 Film i hovedpakkerne efter uenighed om vilkårerne.

TV 2 er dog ifølge meddelelsen i forhandling med andre distributører og går nu også i dialog med de selvstændige antenneforeninger. Disse forhandlinger vil fortsætte de kommende måneder, oplyser TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også