SBS Discovery lægger billet ind på Canal 8 og Canal 9

Bonniers danske sportskanaler Canal 8 Sport og Canal 9 står til at blive en del af SBS Discovery. Koncernen har sikret sig mulighed for at købe kanalerne næste år.

SBS Discovery tager skridt mod yderligere ekspansion på det danske tv-marked. Koncernen, der får nyligt har overtaget Eurosport, har netop indgået aftale med Bonniers tv-selskab C More om mulighed for at købe Canal 8 Sport og Canal 9 af C More i 2015. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Aftalen kommer i forlængelse af, at SBS Discovery har indgået en seks årig aftale om rettighederne til to ugentlige kampe fra Superligaen. Samme antal Superligakampe, som Canal 9 og Canal 8 Sport hidtil har sendt. Ifølge SBS Discovery er det tanken, at Superliga-kampene fortsat skal ligge på kanalerne.

"Canal 8 Sport og Canal 9 er med til at styrke vores position på det danske tv-marked. Samtidig hænger aftalen godt sammen med købet af rettigheder til to ugentlige kampe fra Superligaen. Vi vil gerne leve op til vores målsætning om at levere topfodbold til de danske seere. Vi forventer fortsat, at Superliga-kampene vil ligge på Canal 8 Sport og Canal 9," siger Christian Kemp, adm. dir. for SBS Discovery Media i meddelelsen.

Landskampe supplerer

De to Superligakampe, som SBS Discovery har købt, er 2. og 5. kampvalget fra hver spillerunde og aftalen træder i kraft fra sæsonen 2015/16 og løber i seks år. Hovedparten af kampene ligger fortsat hos MTG, der har sikret sig fire kampe i hver spillerunde.

Ud over kampe fra Superligaen har SBS Discovery også rettighederne til alle kvalifikationskampe til EM 2016 og VM 2018 inklusive alle kampe med det danske landshold, der vil blive sendt på Kanal 5. På 6’eren viser SBS Discovery Europa League og engelsk og spansk topfodbold. Til gengæld måtte SBS Discovery  sidste år sige farvel til hovedrettighederne til Premier League, som MTG overtog fra efteråret 2013, mens SBS Discovery fortsat har rettigheder til lørdagskampene i den britiske turnering.

SBS Discoverys opkøb er det andet større opkøb efter amerikanske Discovery overtog SBS-koncernen. I foråret sikrede SBS Discovery sig Eurosport-kanalerne for at styrke positionen på sportsmarkedet. Med købsoptionen på C More-kanalerne tager koncernen endnu et skridt i den retning.

Overtager reklamesalg

Aftalen med C More betyder endvidere, at SBS Discovery den 1. august overtager salget af tv-reklame på de to kanaler.

"Ved at SBS Discovery køber en option på at overtage Canal 8 og Canal 9 og overtage reklamesalget, er vi kommet langt med at finde en langsigtet løsning for denne del af C Mores danske virksomhed, siger Johan Kleberg," CEO for C More.

Canal 9 blev lanceret i 2009, mens Canal 8 Sport gik i luften i 2012. Begge kanaler retter sig mod mænd og sender hver uge to kampe fra den danske Superliga. Herudover sender kanalerne kampe fra bl.a. den spanske og italienske liga samt fra Europa League.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også