Kulturminister freder DR Booking

Det giver god mening, at DR vil beskytte brands som Hr. Skæg og MGP-deltagere i kraft af DR Booking, sagde kulturminister Marianne Jelved (R) på et samråd i dag. Men DR slipper ikke for flere spørgsmål i sagen.

DR har ret til at varetage Bamse og Kylling og X Facotr-deltageres interesser - og beskytte dem mod at optræde i sammenhænge, der ikke matcher DR's formål og værdier.

Det slog kulturminister Marianne Jelved fast på et samråd i formiddag om DR's bookingvirksomhed, DR Booking.

"Jeg har forståelse for, at DR har en interesse i at beskytte egne figurer og brands. Jeg synes, det er rimeligt, at DR vil varetage de figurers interesser, som er knyttet til DR som Hr. Skæg og Åh Abe og Lille Nørd," sagde Marianne Jelved, der var enig i, at DR samtidig har et ansvar for at give medvirkende i talentprogrammer som MGP og X Factor "en hjælpende hånd" i forhold til at sikre vilkår og rammer, når de uerfarne artister optræder ude.

"Det skaber i hvert fald mere troværdighed omkring de to programtyper, som jeg ser det," sagde hun.

Kritik af konkurrence

DR oprettede i slutningen af sidste år booking-grenen, der er en del af DR's kommercielle del, DR Salg, og dermed ikke finansieret af licensmidler, for at skabe én indgang til at hyre f.eks. MGP-deltagere til arrangementer uden for DR. Initiativet har udløst kritik af, dels at DR dermed kan konkurrere med private bookingvirksomheder, dels at DR ikke har hørt branchen tilstrækkeligt op til lanceringen af DR Booking.

DR har oplyst, at mediehuset har haft en dialog med de "relevante" bureauer, der traditionelt har booket DR's figurer - ikke branchen som sådan. Det svar godtog kulturministeren, men lovede samtidig, at hun nu "vil dyrke", hvilke bureauer DR helt konkret har taget dialogen med for en ordens skyld.

På et punkt til skal DR svare for sig. Venstres kulturordfører, Michael Aastrup, kritiserede, at deltagere i talentshows som X Factor og MGP i dag er forpligtet til at være under DR Bookings vinger, hvis de vil ud og optræde - og ønskede mere frivillighed.

"Det kunne man overveje. Det vil jeg gerne forhøre mig om i DR's ledelse og evt. få en begrundelse for hvorfor, det ike er hensigtsmæssigt, hvis DR opfatter det ikke er hensigtsmæssigt, så vi kan få afklaret den del," sagde ministeren.

LA: Lav loven om

Både Venstre og Liberal Alliance slog samtidig ned på, hvorvidt DR som statslig public service-virksomhed overhovedet skal drive booking-virksomhed. Liberal Alliances medieordfører, Simon Emil Ammitzbøl, foreslog i den forbindelse en indskrænkning af DR's ret til at udøve "anden virksomhed".

"Man kunne overveje at ændre Radio- og fjernsynslovens paragraf 14 i forhold til, hvor går grænserne for, hvad DR må lave ud over det, der ligger inden for licensområdet. Jeg mener i hvert fald ikke, at det er særlig fordelagtigt, at vi har offentlige  virksomheder, der de facto går ud og konkurrerer med private virksomheder, når der er tale om ting, der sagtens kan klares på markedsvilkår," sagde Simon Emil Ammitzbøll.

Kulturministeren købte imidlertid ikke, at DR Booking repræsenterer en mulig glidebane for DR mod "ublu" konkurrence med private og en fribillet til kommerciel underholdningsvirksomhed. "Der ér grænser," sagde hun.

Jelved skal i samråd om DR Booking

 S kræver redegørelse om DR Booking

DR samler kommercielle aktiviteter

DR opretter bookingbureau 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også