Tillidsrepræsentant i DR kalder omorganisering "overvældende"

DR har mandag kastet en bombe i organisationen, som betyder, at mange medarbejdere skal omplaceres. Ledelsen skal holdes op på, at de ansatte skal udvikles med organisationen, siger Henrik Friis Vilmar, formand for Journalistgruppen i DR.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Mandag eftermiddag har DR's øverste ledelse varslet markante ændringer i organisationen for at gøre DR's indhold mere digitalt forankret - og det har været en stor mundfuld for public service-virksomhedens ansatte. Det siger tillidsrepræsentant og formand for Journalistgruppen i DR, Henrik Friis Vilmar.

"Det er overvældende, at det er en meget stor plan, som allerede nu berører masser af medarbejdere. Det er nogle store forandringer," siger han til MediaWatch.

Ifølge DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, er det omkring hver 10. medarbejder, der skal omplaceres som følge af de kommende ændringer. Og selvom de kolleger, Henrik Friis Vilmar er stødt på, synes det lyder spændende, giver forandringerne også anledning til bekymringer.

"Der er rigtig mange, der er bekymrede for de forandringer, der rammer dem konkret. Der er rigtig mange, der i dag får at vide, at de skal være i et andet område, får en anden chef eller skal flytte sig et andet sted hen," siger han.

Skal kunne følge med

Forandringerne kommer i forbindelse med en ny digital strategiplan, som bl.a. betyder, at DR Medier nedlægges, produktionen af ungeindhold i DR3, P3 og sociale medier samles i én enhed, DR Drama får ny struktur og chef, og der oprettes et helt nyt direktørområde med fokus på digital publicering og brugeradfærd. Her kommer DR's markedsføringsafdeling også til at ligge.

Henrik Friis Vilmar hæfter sig særligt ved, at planerne ikke bliver efterfulgt af en fyringsrunde.

"Jeg er blevet orienteret om, at også i de områder, som bliver nedlagt, er der brug for medarbejdernes arbejdskraft. Det er jo super vigtigt. Jeg hæfter mig også ved, at det ikke kun handler om at udvikle DR, men også om udvikling af medarbejderne, det er positivt," siger han og tilføjer, at hans vigtigste opgave bliver at minde ledelsen om, at medarbejderne skal have mulighed for at kunne følge med.

"Min vigtigste opgave bliver nu at holde ledelsen op på, at det her handler om at udvikle medarbejderne, ikke afvikle dem. Ledelsen skal inddrage medarbejderne i det, der skal ske, og få medarbejderne med sig. Det er super vigtigt," siger han.

Ledelsesopgave at sikre tryghed

Hans hovedbudskab over for ledelsen vil fremover være, at de medarbejdere, der allerede er i DR, både fastansatte og freelancere, er de bedste til at gennemføre den digitale forandring, som virksomheden nu skal igennem.

"Det er enormt vigtigt, at man gør det her på en så omsorgsfuld og tryg måde, som man overhovedet kan for medarbejderne. Medarbejdere vil gerne udvikle sig, især hvis de er trygge, så kan de oven i købet bidrage. Så det er vigtigt, at ledelsen tager hånd om de medarbejdere, der er bekymrede, og gør noget aktivt for at skabe de forandringer på en tryg og omsorgsfuld måde."

Tillidsrepræsentanten fik selv først at vide søndag aften, at der ville komme ændringer næste dag, og indholdet af planen fik han først besked om mandag formiddag. Planen blev meldt ud mandag eftermiddag.

"Jeg ville gerne have været orienteret noget før for at i bedre omfang at kunne være der for de medlemmer, der har haft brug for faglig støtte," siger han.

Lukning af DR Medier sender flere penge til DR Nyheder og DR Kultur

Afgående DR-chef er overrasket over at miste sit job

DR samler alt indhold til unge under P3-brandet

DR sætter ny chef i spidsen for fiktion og sløjfer stillingen som dramachef

DR nedlægger DR Medier i stor digital omstilling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også