Nyt partnerskab skal bane vej for Viaplay i Polen

I forbindelse med lanceringen af streamingtjenesten Viaplay i Polen har Nent Group landet en flerårig aftale med mobilselskabet Play om at blive en del af abonnementspakken.
Foto: Viaplay/Nordic Entertainment Group
Foto: Viaplay/Nordic Entertainment Group

Viaplay indgår partnerskab med det polske mobilselskab Play om distribution af streamingtjenesten, som blev lanceret i Polen i begyndelsen af august.

Det fremgår af en pressemeddelelsen fra Nent Group, der står bag Viaplay, der med aftalen bliver del af tilbuddet til Plays mobilabonnenter i Polen. I en prøveperiode frem til og med januar vil Viaplay være gratis for Plays omkring 15 mio. mobilkunder, herefter skal streamingtjenesten tilkøbes.

Lanceringen i Polen er det seneste skridt i den internationale udrulning af Viaplay som er kernen i Nent Groups vækststrategi.

Polen er det niende land, Viaplay er på markedet i, og det tal skal efter planen være vokset til 15 i 2023 - og en samlet abonnementsbase på 4,5 mio. uden for Norden i 2025.

Den mest ambitiøse del af Viaplay-udvidelsen sker sidst på året, hvor Viaplay lanceres i USA. I begyndelsen af 2022 gælder det Holland.

I forbindelse med ekspansionen har Nent Group løbende udvidet rettighedsporteføljen inden for sport og ikke mindst topfodbold, hvor koncernen i juli satte sig på Premier League-rettigheder til bl.a. Polen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også