Hjemsendt leder på Filmskolen vender tilbage

Da en mangeårig leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole blev sendt hjem, blokerede eleverne skolen. Nu har han fået lov til at vende tilbage. (Opdateret)
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Knap en måned efter, at Arne Bro blev sendt hjem fra sit arbejde på Den Danske Filmskole, beder skolen ham nu om at vende tilbage. Det skriver Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.

Arne Bro havde i en lang årrække været leder af Filmskolens dokumentarlinje. Hjemsendelsen skete uden begrundelse fra ledelsen og førte til, at eleverne i protest valgte at blokere skolen.

Protesterne var rettet mod Den Danske Filmskoles ledelse - herunder den daværende rektor, Vinca Wiedemann, som siden er trådt tilbage.

Om forløbet siger konstitueret rektor Bo Damgaard:

"Det er min vurdering, at der ikke har været noget grundlag for bortvisningen af Arne Bro fra Den Danske Filmskole, og jeg har derfor besluttet, at Arne kan genindtræde i sin stilling som dokumentarlærer." 

"Det er min opgave at skabe ro på skolen, og nu vil jeg gerne fokusere på fortsat udvikling af Den Danske Filmskole og ikke personsager."

Allerede i januar udsendte elever på skolen en mistillidserklæring til Vinca Wiedemann, som 87 af skolens 96 elever havde skrevet under.

21. november valgte hun at stoppe som rektor. Det skete efter otte dages blokade, som i øvrigt blev støttet af prominente navne i kulturlivet.

Vil sætte håndværk i centrum

264 filmfolk - herunder skuespillere og filminstruktører - underskrev under konflikten en støtteerklæring, hvor de bakkede op om elevernes kritik.

Blandt dem var Jørgen Leth, Iben Hjejle, Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel.

En central del af elevernes kritik gik på, at skolens uddannelser er blevet for teoretisk orienterede.

En kritik, som den konstituerede rektor tilsyneladende har lyttet til.

"Efter at have brugt noget tid på samtaler med mange på og uden for skolen er retningen klar: Vi skal tænke den praktiske side af filmfagligheden ind i langt højere grad. Det er opgaven. Den håndværksmæssige tilgang til filmarbejdet har altid været Filmskolens adelsmærke," siger Bo Damgaard.

Arne Bro vender tilbage til sit arbejde "inden for de nærmeste dage", og han takker for den støtte, han har fået siden sin hjemsendelse.

"Midt i det hele er det en glæde, at det mellem skolens nye ledelse, de studerende og branchen står klart, at Filmskolen skal være forankret i det praktiske arbejde med at skabe film," siger Arne Bro.

Rektor på Filmskolen stopper efter kritik

Elever om rektorafgang: ”Vi er blevet hørt” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også