Ny aftale om musikbrug hos lokalradioer

Danske Medier og Koda har indgået en aftale om kommercielle lokalradioers afspilning af musik.
Foto: Ditte Valente/Polfoto/Arkiv
Foto: Ditte Valente/Polfoto/Arkiv

Der kommer fortsat til at strømme musikalske toner ud af de kommercielle lokalradioer frem til 2019 - uanset om man lytter med via FM-båndet eller DAB+. Det sørger en ny aftale mellem de private mediers interesseorganisation, Danske Medier, og Koda, der varetager komponisters rettigheder, for.

Det skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.

Den nye aftale omfatter således rettigheder til brug af musik i udsendelser, der sendes både via FM og DAB+. Fra 2016 får de kommercielle lokalradioer mulighed for at sende i DAB+ formatet via DAB Blok 3-sendenettet. Det dækker hele landet i form af 13 individuelle sendeområder.

Lokalradioerne får på den måde mulighed for at nå samtlige indbyggere i de enkelte regioner. Det giver et større dækningsområde sammenlignet med de traditionelle FM-sendere. Den eneste forudsætninger er, at modtagerne er i besiddelse af en DAB+-radio.

Der er plads til 16 radioformater i hver region, og de enkelte lokalradioer har mulighed for at søge om sendetilladelse i samtlige 13 regioner og dermed blive landsdækkende.  

Betalingen bliver baseret på den enkelte radios omsætning. For de udsendelser, der udelukkende sendes via DAB+ i den såkaldte DAB blok 3, betaler radiostationerne enten et omsætningsvederlag eller et minimumsvederlag, som afhænger  af indbyggertallet i den region, som radioen dækker.

Aftalen mellem parterne skal genforhandles, hvis FM-signalet bliver slukket inden udgangen af 2019.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også