Dansk Reklame Film anklages for bedrageri med reklamer for 91 millioner

Dansk Reklame Film og tre personer er tiltalt af Bagmandspolitiet i reklamesagen fra 2018, hvor Dansk Reklame Film opdagede urent trav med reklamesalget og gik til politiet. Selskabet har efterfølgende kompenseret annoncører for tabet. Bestyrelsesformand er overrasket over tiltalen.
Foto: Ritzau Scanpix/Anne Bæk
Foto: Ritzau Scanpix/Anne Bæk
AF RITZAU OG MEDIAWATCH

Bagmandspolitiet har rejst tiltale mod Dansk Reklame Film A/S, der er en del af Egmont-koncernen, samt tre personer. Det sker i forlængelse af reklamesagen fra 2018 om manipulation med annoncedata, der gjorde, at annoncørerne betalte for mere, end de fik for pengene.

Det var Dansk Reklame Film selv, der opdagede det urene trav, og efter en intern undersøgelse blev to medarbejdere bortvist og en tredje afskediget. I alt opgjorde selskabet, at der var underleveret til annoncørerne for 95 mio. kr.

Bedrageriet løber ifølge Bagmandspolitiet, der nu har rejst tiltale, op i 91 millioner kroner. Det hævdes i anklageskriftet, som Ritzau har fået udleveret fra Bagmandspolitiet, hvis egentlige navn er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Selskabets bestyrelsesformand Erik Kongsvik-Ibsen erklærer sig overrasket over den drejning, sagen har taget.

"Det kommer bag på os, at Dansk Reklame Film er tiltalt. Dansk Reklame Film har selv overgivet sagen som forurettet," udtaler han.

Politianmeldelsen blev indgivet i januar 2018, hvorefter Bagmandspolitiet indledte sin efterforskning, der nu rammer selskabet som en boomerang.

Nægter sig skyldige

Den ulovlige praksis kriminalitet skal være sket igennem fire et halvt år. Data om antallet af biografgæster, som fra de bløde sæder kiggede på reklamerne, blev bevidst manipuleret og skruet for højt op, så kunderne blev overfaktureret og kom til at betale mere, end de skulle, fremgår det.

Straffesagen skal afgøres af Retten på Frederiksberg. Her har dommere besluttet at nedlægge navneforbud for de tre tiltalte personer.

To af dem anklages for bedrageri for 91 millioner kroner, mens beløbet for den sidstes vedkommende er 75 millioner kroner.

Alle nægter sig skyldige. Hvis de dømmes, risikerer de fængsel, mens selskabet står til en bødestraf.

Dansk Reklame Film A/S, som ejes af Nordisk Film under Egmont, har betalt i alt 95 millioner kroner til kunderne som kompensation. Og samlet set er der tale om et tab på et tocifret millionbeløb, lyder det fra bestyrelsesformand Erik Kongsvik-Ibsen, der undrer sig over udsigten til endnu et kraftigt smæk i retten. Især fordi selskabet oprindeligt selv tog affære, gik til politiet og forsøgte at rydde op.

"En sag som den foreliggende ville efter Dansk Reklame Films opfattelse ikke være opklaret uden, at selskabet selv havde optrådt ordentligt og undersøgt sagen," udtaler han i en mail til Ritzau.

I tiltalen hedder det, at selskabet som såkaldt juridisk person er "ansvarlig for", hvad der foregik, og dermed har begået bedrageri.

Retsmøderne i sagen vil blive afviklet i april næste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også