Aller i Norge vil nedlægge 65 stillinger

Der skal spares omkring 90 mio. kr. i Aller Media i Norge, og det kommer til at koste omkring 65 stillinger.

Aller Media i Norge skal spare 110 mio. norske kr. svarende til cirka 90 mio. kr., og som et led i den manøvre forsvinder omkring 65 stillinger. Det skriver Kampanje med henvisning til Medier24.com.

Ifølge sidstnævnte bliver de nedlagte stillinger fordelt med 39 på det Aller-ejede Dagbladet samt 26 fra andre af Aller Medias udgivelser i Norge.

I en skriftlig kommentar til Medier24.com bekræfter koncernchef Dag Sørsdahl størrelsen af nedskæringerne. Det er imidlertid ikke sikkert, at fordelingen af afskedigelserne bliver som først udmeldt. Det beror på forestående forhandlinger mellem ledelsen og tillidsrepræsentanter.

For bare et halvt år siden var Aller Media i Norge gennem en sparerunde. Ved den lejlighed takkede 28 ja til en frivillig fratrædelse.

"Det er vores pligt som ledelse at iværksætte tiltag, som skal sørge for, at Aller i Norge skal have vækst i de markeder, som vi arbejder inden for. Vi havde gerne været dette foruden allerede nu, men vi må arbejde aktivt, hvor både tilpasning og vækst er elementer," skriver Dag Sørsdahl i kommentaren til Medier24.com.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også