Politiet dropper sigtelse mod Peter Arnfeldt

Anklagemyndigheden dropper sigtelsen mod eks-spindoktor Peter Arnfeldt for at have lækket fortrolige skatteoplysninger om Helle Thorning-Schmidt (S).
Ritzau

Den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt renses for mistanke om lækage af statsministerens skattepapirer.

Anklagemyndigheden har onsdag besluttet at droppe sigtelsen mod den daværende skatteministers særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, for at have lækket fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skatteforhold til medierne.

Statsadvokaten i København har nu tiltrådt en indstilling fra Københavns Politi om at påtalen opgives, fordi det ikke kan forventes, at Peter Arnfeldt vil blive fundet skyldig i lovovertrædelsen.

"Peter Arnfeldt er hermed renset for anklagen mod ham. Tilbage står, at der er sket en forbrydelse, og at det desværre ikke er lykkedes at opklare den, siger politidirektør Thorkild Fogde, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

"Borgere i Danmark skal kunne have tillid til, at deres personoplysninger opbevares fortroligt. Det gælder ikke mindst fortrolige oplysninger om deres skatteforhold - og det gælder, uanset om man er politiker, kendt person eller helt almindelig dansker, siger han.

Ingen mistænkte

Politiet er derfor uden mistænkte i lækagesagen.

"Det er derfor rigtig ærgerligt, at vi i dag må konstatere, at det på trods af omfattende undersøgelser ikke har været muligt at finde frem til, hvem der har brudt den fortrolighed, siger Thorkild Fogde.

Københavns Politi har efterforsket sagen efter anmeldelser indgivet af Skatteministeriet i 2011.

Ritzau

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også