Politiken deklarerer sidegesjæft på madbestilling

Forbrugerombudsmanden er tilfreds med, at Politiken.dk nu tydeligere skilter over for læserne, at der også ligger kommercielle interesser bag mulighed for madbestilling på sitet.

Politiken gør det tydeligere for læserne, at avisen får sin del af kagen, når læserne booker bord eller bestiller take away via Pol.dk, skriver Journalisten.dk.

Som MediaWatch tidligere har skrevet introducerede Politiken i begyndelse af året tilbuddet om at bestille bord eller mad direkte på Politiken.dk, og de spisesteder, der indgår i partnerskab med avisen. Avisen får samtidig et cut af bestillingen, og det har mødt kritik og vakt Forbrugerombudsmandens opmærksomhed, fordi Politikens kommercielle interesser ikke fremgik tydeligt.

Det har nu fået Politiken til at understrege, at avisen får en del af betalingen, når læserne trykker på "bestil"-knappen.

Ændringerne har stillet Forbrugerombudsmanden tilfreds, skriver Journalisten.dk.

”Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at læseren nu ved, at der er tale om reklame,” skriver forbrugerombudsmanden i et brev til Politiken ifølge sitet.

Adskiller anmeldelser

Politiken har samtidig gjort det tydeligere for læserne, at avisen ikke foretager nogen redaktionel vurdering af spise-tilbuddene, og at avisens madanmeldelser sker uafhængigt af den kommercielle service.

Politikens anmeldelser kan dog stadig ses i forbindelse med tilbuddet om bord- og madbestilling, og det har tidligere mødt kritik fra den københavnske restauratør og kok Bo Jacobsen.

”Alt hvad der hæfter restauranter, madanmeldere og medier sammen på den her måde giver et skær af mindre troværdighed,” sagde han da MediaWatch tidligere i år spurgte om hans holdning til Politikens service.

Introduktionen af madservicen skete i forbindelse med en relancering af guide-siden Ibyen.dk, der samtidig fyrede det redaktionelle stof fra Ibyen.dk for at gøre det til ensøge-database. Den strategi har avisen også ændret for nylig og genindført artikler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også