Rosener undrer sig: Facebook-initiativ kommer på et lidt mærkeligt tidspunkt

Midt i diskussionen, om hvorvidt de store techkoncerner skal betale for mediernes indhold, har Facebook inviteret danske medier til et digitalt omstillingsprogram og lokket med kontanter. Det vækker undren hos mediedirektør og brancheformand.
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen

Midt i diskussionen om store techkoncerners potentielle betaling for medieindhold afslørede Facebook i sidste uge, at man udruller det digitale omstillingsprogram "Accelerator" i Danmark. Den timing er "lidt mærkelig", mener Jesper Rosener, formand for Danske Medier og adm. direktør i Jysk Fynske Medier. Det siger han til Finans.

Det er da heller ikke sikkert, at Jysk Fynske Mediers medier kommer til at være en del af Facebooks initiativ, som giver 300.000 kr. til at føre et digitalt projekt ud i livet.

"Copyright-direktivet er vores hoveddagsorden, som Jysk Fynske Medier støtter. Så hvis dette initiativ er et forsøg på at betale os småpenge i aflad, er det uinteressant," siger Jesper Rosener med henvisning til, at man står fast på, at de store techplatforme skal betale direkte for mediernes indhold.

Facebooks digitale omstillingsprogram "Accelerator" er målrettet lokalmedier, der via et ni-måneders forløb med workshops efter planen får et puf fremad i den digitale omstilling - med det mål at bekæmpe risikoen for lokale nyhedsørkener.

De første tre måneder går med workshops, hvor deltagere fra danske medier skal udveksle erfaringer og udvikle projekter, mens de sidste seks måneder skal gå med at arbejde videre med konkrete projekter. Oveni følger et legat på 50.000 dollar svarende til godt 300.000 kr. til at føre projekterne ud i livet.

Hvis man vil vide mere om implementeringen af EU's copyright-direktiv, så kan man passende lytte til fredagens udgave af MediaWatchs podcast Indslag. Her fortæller kulturminister Joy Mogensen (S), hvordan man vil få de store techkoncerner til at betale for det medieindhold, der lander på platforme som Facebook og Google.

Facebook ruller digitalt omstillingsprogram til lokalmedier ud i Danmark

Kulturminister indkalder til drøftelse af lovforslag om ophavsret 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også