Børnekanaler opruster i Norden

Nye medarbejdere, kontorer og tv-serier skal styrke børnekanalerne Cartoon Network og Boomerang i Norden.
Det melder Turner Broadcasting, der driver kanalerne, i en pressemeddelelse.
I forbindelse med udviklingen af børnekanalerne i de nordiske lande er både den kreative afdeling og programafdelingen er nu blevet flyttet fra London til Stockholm og København.
"Turner er i øjeblikket inde i en meget spændende fase, hvor vi fokuserer meget tungt på Cartoon Network og Boomerang på lokalt plan, en udvikling der giver os mere fleksibilitet og vil bringe os tættere på vores seere," siger Bo Falk Østergaard, Direktør for Turner Broadcasting i Norden og Baltikum.
To nye fra DR og TV 2 Zulu
I forbindelse med det øgede lokale fokus har selskabet rekrutteret Morten Skov Hansen som direktør for Turners børnekanaler i Norden. Morten Skov Hansen har tidligere været programdirektør i SBS Discovery og før da været med til at lancere DR Ramasjang, skriver selskabet.
Derudover er Anne Lærke Larsen ansat som nordic programming manager og Agnethe Pontoppidan som nordic kids presentation manager. Anne Lærke Larsen har tidligere haft en lignende stilling ved DR Ramasjang og DR Ultra, mens Agnethe Pontoppidan kommer fra TV 2 Zulu.