Med den overraskende udnævnelse af TV 2's nu tidligere nyhedschef Jacob Nybroe til ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten er generationsskiftet i samtlige af de store printmediehuse fuldendt.

Den store ændring på chefgangene blev indledt med Berlingskes farvel til Lisbeth Knudsen og goddag til Tom Jensen i efteråret 2015. Men den store "chef-fest" rullede for alvor efter første kvartals store nedtur på annoncesiden. Informations Christian Jensen erstattede Bo Lidegaard på Politiken, og Troels Mylenberg fik Per Westergaards plads i chefstolen på Fyens Stiftstidende og i Jysk Fynske-fusionen.

Tabloidaviserne har ironisk nok de længst siddende og mest erfarne redaktører lige nu.

Alle udskiftninger er sket hurtigt og med kirurgisk snit. Sammen med de meget synlige skift på chefredaktørpladserne er der samtidig sket en ændring i magtforholdet på aviserne, som har været mindre synligt. De adm. direktører er nu de reelle magthavere på bladene, tydeligst eksekveret hos Berlingske Media, hvor en helt ny kommerciel ledelse har overtaget direktionsgangen og hos Jysk Fynske Medier, hvor den adm. direktør tvang en ny organisation igennem – med ham på toppen.

Indhold, indhold, indhold

Det behøver ikke at være en ulempe for den nye generation af chefredaktører, skønt magtskiftet naturligvis rammer følelserne i redaktionelle kredse.

Med magtskiftet følger til gengæld, at det ikke er chefredaktørernes primære opgave at udvikle og dermed redde den forretningsmodel, der lige nu bliver undergravet med fare for at dø - som Paw Saxgren, digital direktør i Group M, tidligere har beskrevet på MediaWatch. Bevares, de kan ikke lukke øjnene for forretningen og skal sammen med de adm. direktører udvikle de gamle mediehuse til at være bæredygtige digitale virksomheder, før print viser sig ikke længere at være bæredygtigt (dato ukendt?).

De nye chefredaktører skal eliminere alle siloer i mediehusene, for sådan er en digital virksomhed. Salg, produktion, marketing, analyse og redaktionen er alle dele af den samme koncern, der ikke længere kan sidde uafhængigt af hinanden. Alle ved det, uden at det dog er implementeret – endnu.

De nye danske chefredaktørers hovedopgave bliver at fokusere på indholdet: Løfte både troværdigheden og relevansen for dansk journalistik. Det er en opgave, der bør få enhver chefredaktør til at ligge vågen, medens direktørerne ligger vågne over den digitale forretningsmodel.

Der er en troværdighedskrise mellem medier og befolkningen generelt. Journalister bliver, som politikere, vurderet meget lavt og vurderingen er faldende over tid. Den seneste udgave af Digital News Report fra Reuters Institute i Oxford viste, at 46 pct. af danskerne siger, at de for det meste stoler på medierne og kun 33 pct. stoler på journalisterne. Blandt de unge mediebrugere er der en direkte mistro til journalister. Utallige fokusgrupper på TV 2 har i min tid afsløret en mistænkeliggørelse af det journalistiske arbejde. De unge mistænker ganske enkelt journalister for at ville "binde dem noget på ærmet".

Med en stigende informationsstrøm, med de sociale mediers styrke og med alle mulige og umulige aktører forklædt som medier er det vigtigere end nogensinde, at der bliver skåret gennem tågen af sludder og påstande. Derfor skal troværdighedskrisen tages alvorligt, og derfor skal chefredaktørerne ligge vågne. For det skal løses. Måske skal danske medier lade sig inspirere af de amerikanske mediers udvidede brug af faktatjek i den amerikanske valgkamp. Måske er det tiden, hvor hårdtvinklede historier tilføjes nuancer. Måske er det tiden, hvor den politiske dækning rykker væk fra det etablerede parnas på Christiansborg. Måske, for svaret blafrer i vinden, der er ingen lette løsninger.

Fordelsklubben rækker ikke

Der findes ikke aktuelle målinger på danske mediers evner til at være relevante. Det er lige netop relevant, nærværende eller anvendelig journalistik, der får brugerne til at reagere positivt, både når man spørger dem i undersøgelser, eller når man følger dem på de digitale platforme. Det er min påstand, at mediernes udgivelser er så relevante, at brugerne gerne vil benytte "produktet" (de journalistiske historier) – de vil bare ikke betale for det i en digital verden. Mere relevant er indholdet altså heller ikke.

Det er en hård nød at knække, og Jacob Nybroe tog fat i den del med det samme, da han proklamerede: "mere Herning og mindre Muhammed". Det er velkendt, at TV 2 Nyhederne skabte sin tidlige succes på at benytte case-historier i nyhedsformidlingen i en sådan grad, at alle andre medier var nødsaget til at kopiere det. Om det er et greb, der virker for Jyllands-Posten i det digitale 2016, får vi snart at se.

De nye mediebrugere er nemlig afgørende forskellige fra tidligere brugere. De opfører sig anderledes, de vil behandles forskelligt, og de vil først og fremmest selv deltage. De forbruger medier på en anden måde, hvor det ikke er nok med et abonnement og en fordelsklub. Der skal langt mere til, der skal oplevelser til, der skal oprigtig involvering og samtale til.

Massemediernes tidsalder er ved at rinde ud. Vi er alle i nicheprodukternes og personaliseringens tidsalder. Tænk hvis kernen i de journalistiske udgivelser ikke er selve produktet, men derimod den samtale, som medier kan indlede og den enkelte fortsætte. Tænk hvis det journalistiske produkt er det element, der forbinder brugerne og skaber fællesskaber. Den kontakt kræver, at journalistikken skal være mere lydhør, mere konverserende og mindre definerende. Brugerne skal være med hele vejen. Kontakten og samtalen med den enkelte er omdrejningspunktet for journalistikken, hvor både indhold og distribution er blevet ligeværdige elementer.

Det er hverken dybt filosofisk eller besværligt, det er blot en anden måde at tænke journalistisk på, og det kræver naturligvis andre kompetencer end klassiske journalistiske dyder. De findes, dog ikke i alle mediehuse. Men det er nu, der skal tænkes anderledes - de nye chefredaktører har ikke så meget at miste.