Præsidentdebat ventes at sætte ny seer-rekord
![Foto: Seth Perlman/AP/Polfoto](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8201434.ece/ALTERNATES/schema-16_9/trump2.jpg)
Op imod 100 mio. amerikanske seere ventes at kigge med, når de to præsidentkandidater Hillary Clinton og Donald Trump i nat dansk tid mødes i den første direkte tv-debat, skriver New York Times. Sådanne seertal er ellers normalt forbeholdt Super Bowl-finalen i den amerikanske fodboldturnering NFL.
Under den seneste valgkamp i 2012 formåede den første tv-debat mellem de daværende kandidater Barack Obama og Mitt Romney til sammenligning at tiltrække 67 mio. seere i USA.
Den hidtidige topscorer blandt de præsidentielle tv-debatter er mødet mellem Ronald Reagan og Jimmy Carter, der fandt sted i 1980. Dengang så 80 mio. amerikanere med.
"Det er en tilbagevenden til et fænomen, der stort set er forsvundet i en tid med digitale medier. Dette er amerikanerne, der mødes omkring et elektronisk ildsted," siger tidligere formand for tv-stationen CBS News Andrew Heyward til New York Times.
Debatten, der finder sted på Hofstra Universitet på Long Island, varer 90 minutter. På dansk grund sender både DR2 og TV 2 News nattens debat mellem de to kandidater.