I en kronik i Berlingske i dag, den 22. maj, sætter kaptajn og tidligere piratgidsel Eddy Lopez og hans pårørende Ricardo Budrovich Romos lighedstegn mellem Se og Hør-skandalen og Made in Copenhagens arbejdsmetoder under vores udvikling af en dokumentarfilm om deres sag med arbejdstitlen 'Frigivelsen'.

Jeg finder sammenligningen dybt urimelig og helt ude af sammenhæng med virkeligheden.

Made in Copenhagen er kommet i besiddelse af et materiale omkring frigivelsen af (rederiet, red.) Shipcrafts gidsler, som har stor samfundsmæssig betydning, da det detaljeret viser, hvor kompliceret processen var. Både TV 2 og Det Danske Filminstitut deler vores vurdering af, at materialet har stor offentlig interesse og har derfor støttet den udviklingsproces, som vi har været i gang med de sidste mange måneder – og som endnu ikke er afsluttet.

Vi har opført os ordentligt og fuldstændig etisk korrekt ved netop ikke at vise noget af dette materiale, før der er indhentet samtykke fra de personer, som optræder på vores billeder.

Har søgt samtykke

Dette sker naturligvis af hensyn til de mennesker, som har tilbragt mere end to år som gidsler i Somalia – og i overensstemmelse med den kendelse, som Pressenævnet kom med over for Ekstra Bladet og TV 2 Nyhederne før jul.

Vi har brugt en del af udviklingen på arbejdet med at indhente disse tilladelser og tilbyde de implicerede at medvirke i filmen. Vi har tilstræbt at gøre dette face-to-face. Dels fordi sømændenes fagforening, Søfartens Ledere, indtil for ganske nyligt har afvist at tale med os om filmen - dels for at undgå at vores ærinde bliver forkert fremstillet.

Det er foregået fuldstændig udramatisk i modsætning til det indtryk, kronikken prøver at give.

I kronikken insinueres det, at vi har forsøgt at skjule, hvem vi er. Vi kan dokumentere, at det ikke er korrekt. Vores kontakt til Eddy Lopez var en freelance-journalist, som havde snakket med ham i Chile. Journalisten satte Eddy Lopez grundigt ind i sammenhængen med vores film – herunder at filmen skulle produceres af Made in Copenhagen, at vi havde materiale fra frigivelsen, som vi gerne ville have ham til at se - og at filmen skulle vises på TV 2.

Efter bogen

Kronikørerne skriver også, at vi har forsøgt at “lokke” Eddy Lopez med penge. Det er heller ikke korrekt.  Vi tilbød at dække Eddy Lopez’ rejseomkostninger samt betale tabt arbejdsfortjeneste for de formentlig syv-ti dage, han skulle hive ud af kalenderen for at rejse fra Chile til København, se vores optagelser igennem og deltage i et interview. En fremgangsmåde, der er fuldstændig efter bogen, når medvirkende skal bruge ekstraordinær megen tid på at medvirke i filmoptagelser.

Meldingen fra Eddy Lopez var i første omgang, at han syntes, at en kompensation på mellem 15-20.000 kr. (ca. 2000 kr. per dag) lød som en fin aftale.

Men da freelancejournalisten senere ringede tilbage for at lave en mere fast aftale, fik hun den melding, at Eddy Lopez, havde talt med ”nogen” og var blevet frarådet at deltage, fordi filmprojektet ”gav for lidt penge”. Også dette kan vi dokumentere. 

Den problematik, som kronikken rejser, om hvorvidt de personer, som optræder på vores optagelser, har været under pres til at lade sig filme, blev dengang ikke rejst af Eddy Lopez.

Det er naturligvis et meget vigtigt spørgsmål og endnu en af årsagerne til, at vi gerne vil vise optagelserne til ham.

Vi har desuden vist billederne til en af de andre tidligere gidsler, Søren Lyngbjørn. Han finder ikke optagelserne krænkende  – og har heller ikke nævnt noget om pres.

Og endnu engang må jeg understrege, at vi ikke har og ikke vil vise noget, der ikke er givet samtykke til af de implicerede.

Lagde projektet på hylden

I kronikken bliver mine medarbejdere beskyldt for at have jagtet Eddy Lopez' ven, Ricardo Romos (der optræder som medforfatter på kronikken, red.).

Som mange andre journalister forsøgte vi i foråret 2013 at komme i kontakt med Eddy Lopez gennem Ricardo Romos, som optrådte meget i medierne på dette tidspunkt. Da en af vores medarbejdere tilfældigt mødte Ricardo Romos på Nørrebrogade i København, henvendte han sig og spurgte høfligt, om han kunne formidle kontakt til Eddy Lopez.

Vi beklager naturligvis hvis Ricardo Romos har oplevet dette tilfældige møde – som fandt sted for omkring et år siden - som ubehageligt, men synes omvendt ikke episoden kan retfærdiggøre den stalking, der bliver beskrevet her.

Da det kom frem, at en pressenævnssag var på vej mod Ekstra Bladet og TV 2 Nyhederne, lagde vi hele projektet på hylden og har ikke kontaktet Ricardo Romos siden.

Vi genoptog først arbejdet, da både Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn begyndte at vise sig i andre medier. Det tog vi som et tegn på, at de var klar til at tale med pressen – og dermed også med os om filmprojektet. Vi har herefter henvendt os til dem i god ro og orden.

Intet forbud mod at filme

En af misforståelserne, som også omtales i kronikken, er, at Nasib Farah (dansk-somalisk journalist, der også spillede rolle i forhandlingerne om frigivelsen, red.) ikke havde lov til at optage sine samtaler. Det er ikke korrekt. Det var tværtimod en betingelse for hans medvirken i forhandlingerne, at han fik lov til at dokumentere sin egen rolle i sagen.

Det er heller ikke korrekt, at han var blevet forbudt at filme den dag gidslerne blev sat fri.

Igen kan vi dokumentere, hvordan Nasib Farah på vores optagelser drøftede kameraets tilstedeværelse med gidselforhandleren hjemme i Danmark. Forhandleren bad blandt andet om at kameraet blev slukke på et bestemt tidspunkt. En forespørgsel som blev fuldt ud respekteret.

Det bliver også hævdet i kronikken, at vores formål med at få Eddy Lopez til at medvirke var, at han skulle "takke Nasib". Det er ikke korrekt. Det er ikke - og har aldrig været formålet med filmen.

Historien om frigivelsen mangler

Made in Copenhagen har ikke brugt ulovlige metoder og er ikke på nogen måde gået over stregen for almindelige journalistiske arbejdsmetoder.

Vores medarbejdere har samvittighedsfuldt og grundigt forsøgt at indhente samtykke til at vise optagelser med forskellige personer.

Desværre tegner der sig et mønster, hvor medvirkende bliver kontaktet og frarådet at medvirke. Søren Lyngbjørn fortæller for eksempel, at hans forbund, Søfartens Ledere, har frarådet ham at medvirke, selvom de overfor os tilkendegiver, at de "ikke blander sig".

Vi er med på, at der findes personer og organisationer, som synes, historien om frigivelsen er fortalt. Vi er bare ikke enige.

Derfor håber vi, at vores film bliver til noget. Så danskerne kan få de nuancer på historien, som er så vigtige for at forstå, hvordan vi skal forholde os til lignende situationer i fremtiden. Selvfølgelig i fuld respekt for de seks mænd, som var gidsler i Somalia i mere end to år.