Berlingske: EB gav misvisende oplysninger til Pressenævnet

Ifølge Berlingske fremgår det af klagesagens dokumenter, at Ekstra Bladet ikke mener at have modtaget klager eller indsigelser fra gidslers pårørende. Chefredaktør Poul Madsen afviser dog at det skulle være misvisende. (Opdateret 13.12. med afvisning og klage fra Ekstra Bladets chefredaktør)
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

En appel om at stoppe avisens dækning af gidselsagen i Somalia, underskrevet af gidslet, Eddy Lopéz' hustru, hans tre danske brødre (ikke-biologiske), og det andet gidsel, Søren Lyngbjørns forældre, blev ifølge Berlingske sendt til Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, den 7. juni 2012.

Alligevel hævder Ekstra Bladet 14. juni, ifølge dokumenter fra klagesagen til Pressenævnet, at de aldrig har modtaget klager eller indsigelser fra klagers pårørende.

”Ekstra Bladet har på intet tidspunkt modtaget klager eller indsigelser fra klagers pårørende vedrørende Ekstra Bladets løbende artikelserie,” skrev avisen i et svar til Pressenævnet. I passagen før henvises til de pårørende "i form af klagers mor og søster m.fl".

Vi har fået mailen

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, afviser over for Berlingske, at der er tale om misvisende oplysninger.

”Vi har aldrig nægtet, at vi har modtaget den mail. Så det er en fejl, hvis der står det,” siger Poul Madsen til avisen.

I mailen skriver de pårørende (hustru og ikke-biologiske brødre), at de håber, at Poul Madsen vil lytte til dem.

"Vi, og vores kære i Somalia, har lidt nok. Hvis Ekstra Bladet ærligt mener, at vi snart skal genforenes, så hjælper I bedst ved at bidrage til, at der i denne fase af forhandlingerne er absolut ro om sagen i pressen," skrev de pårørende ifølge Berlingske.

Dokumenter viser, at Poul Madsen svarede dem med følgende:

”Ekstra Bladets opgave er ikke at forhandle med piraterne. Vores opgave er at beskrive, hvad der sker, og mere præcist i denne sag, hvorfor der ikke sker noget. Derfor kan jeg ikke imødekomme dit ønske om at tie,” skrev Poul Madsen.

Opdateret 13.12. kl. 17:

MediaWatch har modtaget en klage fra chefredaktør Poul Madsen, Ekstra Bladet, over omtalte artikel i Berlingske, som er sendt til Berlingske med krav om beklagelse og berigtigelse af beskyldningen om, at Ekstra Bladet skulle have videregivet misvisende oplysninger til Pressenævnet. Det er ifølge Ekstra Bladet ikke rigtigt.

MediaWatch har i den forbindelse præciseret, at de pårørende, der skrev den omtalte mail til Ekstra Bladet er klagers hustru og ikke-biologiske brødre. Det er også præciseret, at Ekstra Bladet i det refererede afsnit fra kendelsen, hvor avisen afviser at have modtaget indsigelser fra klagers pårørende, tidligere henviser til de pårørende "i form af klagers mor og søster m.fl."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også