KRONIK | Dansk indhold er vigtigt. Det er der heldigvis ikke nogen, heller ikke i de seneste ugers ophedede debat, der synes at være uenige i. I Det Danske Filminstituts seneste befolkningsmåling tilkendegiver 86 pct. af de adspurgte, at de finder det vigtigt, at der laves film i Danmark. På samme måde tilkendegiver mere end 80 pct., at dansk film skal være et alternativ til amerikanske/udenlandske film og afspejle en dansk virkelighed.

Hvis vi skal kunne føre frugtbare diskussioner om fremtiden for dansk indhold, er vi nødt til at forstå, hvad det er, der menes med dansk indhold. For i det ligger også nøglen til at forstå, hvad det er, et kulturbidrag egentlig skal bidrage til.

Danmark har en unik filmkultur, og danske film har en markant høj markedsandel sammenlignet med resten af Europa. Vi er simpelthen i særklasse gode til at lave film, som er vedkommende for danskerne. Det er vi, fordi vi har en kreativ branche med et stærkt blik for at lave historier, der har relevans for de udfordringer, bekymringer og glæder, vi har som borgere i det her land. Og det er vi, fordi vi har et støttesystem, der formår at understøtte ambitionen om at lave stærke, originale og modige film med afsæt i et mangfoldigt blik på en dansk virkelighed og fokus på talentpleje.

Men dansk film er underfinansieret. Ved at kanalisere seks pct. af de kommercielle streamingtjenesters omsætning i Danmark tilbage i dansk film- og serieproduktion skal kulturbidraget hjælpe med til at lappe det hul i finansieringskæden, som opstod med overgangen fra dvd til streaming. På den måde er kulturbidraget et tiltrængt svar på et problem, som længe har kaldt på en løsning.

Mere end bare ”Made in Denmark”

Lige nu arbejder flere internationale tjenester med strategier om national produktion. Det gør de som led i at styrke deres position på de lokale markeder. Men en kommerciel strategi fra en international aktør bliver aldrig en garanti for, at der produceres originalt dansk indhold. Af den simple grund at originalt dansk indhold sjældent er rentabelt, og slet ikke uden for Danmarks grænser.

Når vi fra Filminstituttets side har været fortalere for et kulturbidrag frem for en investeringsforpligtelse, er det ikke en underkendelse af, at der fra de globale aktørers side, selvom andelen af dansk indhold stadig er minimal, investeres i flere gode og populære danskproducerede serier. Flere af dem er faktisk produceret med solid støtte fra den Public Service Pulje, som med kulturbidraget øges betragteligt, hvilket giver tjenesterne endnu bedre mulighed for at skrue op for produktionen af betydningsfuldt dansk indhold.

Men kulturbidraget har et langt bredere sigte end at støtte film og serier, der er produceret i Danmark. Kulturbidraget skal sikre, at der også i fremtiden bliver produceret dansk indhold, der tager udgangspunkt i en dansk virkelighed. Ligesom det skal bidrage til, at der også laves indhold til og om de målgrupper, som ikke altid står øverst på listen, når der produceres med fokus på efterspørgsel og bredde.

Derfor er et kulturbidrag, forvaltet igennem det velfungerende danske støttesystem, præcis dét, vi har brug for, hvis vi vil sikre, at vi kan bevare det høje kvalitetsindhold

Hvis vi underminerer de støtteordninger, der har blikket rettet mod produktion af originalt dansk indhold, ender Danmark som en ’production service’-sektor. Et sted, man går hen for at lave sit internationale indhold, mens de kreative brancher i de andre lande, vi som filmnation sammenligner os med, vil have støtteordninger, der kan sikre et nationalt aftryk.

På høje tid at Danmark kommer ombord

De medieaktører, der er imod kulturbidraget, kalder det en politisk beslutning uden hold i virkeligheden. De ser for sig et nulsumspil, som vil gøre det dyrere at være forbruger, stække indtægterne hos de kommercielle udbydere, mindske investeringslysten i dansk indholdsproduktion og i sidste ende forringe udbuddet af dansk indhold. Jeg deler ikke disse bekymringer.

Halvdelen af alle landene i Europa har indført forpligtelser for streamingtjenesterne, og ingen meldinger derfra matcher de aktuelle bekymringer her. Ingen af de 14 lande, der har pålagt de kommercielle streamingtjenester en finansieringsforpligtelse, melder om eksempler på det nulsumspil, som kritikerne af kulturbidraget frygter.

Der er 14 lande, der har indført en forpligtelse for streamingtjenesterne. Belgien, Schweiz, Tjekkiet, Danmark, Spanien, Frankrig, Grækenland, Kroatien, Italien, Portugal, Rumænien, Irland, Tyskland og Polen. Ud over Danmark har 11 af disse en bidragsmodel (bidrag til national indholdsproduktion via støtteordning, red.). Flere af dem kombinerer bidragsmodellen med en investeringsforpligtelse. De resterende lande har alene en investeringsforpligtelse, men den er til gengæld væsentligt højere end de seks pct., vi har vedtaget som bidragssats i Danmark.

Det tog, der blev sat i gang med vedtagelsen af AVMS-direktivet, kører altså for fuld damp igennem Europa, og der er faktisk ikke rigtig flere tilskuerpladser tilbage. Det er på høje tid, at Danmark kommer igang med implementeringen. Og hvis vi tager opgaven alvorligt og lader være med at forfladige diskussionen til et spørgsmål om efterspørgsel versus statsligt smagsdommeri, så har vi faktisk lige nu en unik mulighed for at styrke de filmiske fortællinger på tværs af platforme, som vi har så god grund til at være stolte af.

Kulturbidrag bliver kaldt ”afgørende” for dansk film og ”pisse ærgerligt” for TV 2

Kronik: ”Kulturbidraget” skader dansk indholdsproduktion - og danskerne ender med regningen