Medieklummen | Danmark indfører en skat (kulturbidrag, red.) på alle streamingtjenester på seks pct., baseret på et meget smalt medieforlig. Et par uger efter stopper Netflix al produktion af nye danske film og tv-serier.

Der er imidlertid INGEN umiddelbar sammenhæng - men ganske mange har blandet de to ting sammen; nyheden om indførelsen af en afgift på streamingtjenester efterfulgt af nyheden om, at rettighedsorganisationen Create Denmark har fastholdt sine krav i en rettighedsaftale, der siden januar har været i hårdknude.

Ud fra en markedsanalytisk vinkel ses disse hændelser som uforståelige, og dansk tv- og film produktion tilføres et voldsomt tilbageslag. At stædigt fastholdte krav om en afvist rettighedsaftale skulle føre til, at TV 2, Netflix og Viaplay stopper deres produktion i Danmark, er en fuldbyrdet katastrofe. Og vores kommende streamingskattruer også med at blive en ulykke for branchen.

Men hvad er det der sker, i det store perspektiv?

Et af de store slagnumre i det nye danske medieforlig var det såkaldte kulturbidrag, der medfører, at alle streamingtjenester på dansk grund skal betale seks pct. af deres omsætning til puljer i Det Danske Filminstitut, hvilket samlet kan løbe op i en gaveregn på op mod 300 mio. kr. til danske film og tv-producenter.

Det lyder jo fantastisk godt, men det er det ikke. Det bliver i bedste fald et nulsumsspil og lige meget hvad, bliver det en ekstra udgift til danskerne.

Jeg har tidligere regnet på de kommercielle streamingtjenesters omsætning i Danmark og vurderer på den baggrund, at streamingskatten på seks pct. vil betyde en årlig udgift på omkring 85 millioner for Netflix, 40 millioner for TV 2 Play og 75 millioner for Viaplay.

For hver af streamingtjenesterne vil kulturbidraget medføre en ekstra omkostning svarende til produktionsprisen på en til to nye tv-serier.

Er kulturbidraget en skat?

Hvor meget medieforliget end på eufemistisk vis italesætter det som et bidrag til dansk filmkultur, så er det primært en ny skat til danskerne. Dette hævder regeringen dog ikke er tilfældet.

Kulturbidraget skal betales til en offentlig institution, Det Danske Filminstitut, den er obligatorisk for alle streamingtjenester der opererer i Danmark, og der er ikke nogen direkte modydelse tilknyttet, så kulturbidraget overholder faktisk den generelle definition på en skat.

Nogle vil nok påpege, at alle jo kan ansøge om støtte fra den pulje, der fyldes, men hvis en streamingtjeneste får held med dette, så er det en indirekte modydelse. Hverken TV 2 eller Netflix eller Viaplay Group kan lægge budgetter efter potentielle udlodninger i støtteordninger.

Streamingskatten er problematisk og har allerede fået mange hårde ord med på vejen af bl.a. Danske Mediedistributører og fra direktør Anders Jensen fra Viaplay Group, der varsler at man vil se nærmere på sine produktionsplaner i Danmark. Dette var før krisen med Create Denmark, men ud fra en logik om, at hvis en skat gør det dyrere at agere i Danmark, så vil man betale mindre til produktionsselskaberne.

Fremfor at skære ned på produktionerne, kan streamingtjenesterne også vælge at sende regningen direkte videre til forbrugerne, der så skal betale seks pct. mere for deres streamingtjeneste. Men det vil medføre kundenedgang.

En hård dansk model

Hvad Netflix tænker om den danske streamingskat ved vi ikke, de udtaler sig ikke, men man kan gisne. Ude i Europa er indført mange forskellige modeller for, hvordan amerikanske streamingselskaber skal bidrage til den lokale film- og tv-produktion, og dem lever Netflix med.

Det skyldes at de mest udbredte ordninger er bygget op som incitamentsordninger for at få streamingtjenesterne til at engagere sig i lokal produktion.

I Schweiz har man besluttet en streamingskat på fire pct. (ved en folkeafstemning med 56 pct. flertal) på ikke-lokale streamingtjenesters omsætning i landet, eller - et tilsvarende beløb investeret af streamingtjenesterne i lokal schweizisk produktion.

Altså et incitamentssystem, der virker langt mere omfavnende og samarbejdsopfordrende end den danske ordning.

Nogle lande opererer også med rene investeringsforpligtelser, altså krav om at en vis procentdel af indholdet på tjenesten skal være produceret lokalt.

Fra EU er der et generelt krav til amerikanske streamingtjenester om at mindst 30 pct. af indholdet skal være produceret i Europa. En frisk analyse fra Ampere Analysis viser, at dette mål har Netflix nået i stort set alle de store europæiske markeder.

Så den slags krav har Netflix og andre streamingselskaber ikke de store problemer med, eftersom det er en naturlig del af deres vækststrategi at producere og tilbyde mere og mere lokalt indhold.

Men i Danmark er det altså, modsat alle andre lande, endt med et såkaldt kulturbidrag, som streamingtjenesterne intet direkte får ud af. Det er ikke en fornuftig ordning, da den ikke inspirerer til samarbejde.

For amerikanske streamingtjenester er allerede meget villige til at investere i dansk film og tv, og det virker ofte som om, at branchen ikke påskønner dette. Det er som om, at hvis en dansk film ikke er sanktioneret af Det Danske Filminstitut, så er den ikke rigtig dansk.

Det danske ”kulturbidrag” forekommer uigennemtænkt og ikke baseret på den virkelighed, som branchen udvikler sig imod.

Kulturbidraget er også en politisk meget skrøbelig konstruktion, da det endte med at blive gennemført i et meget smalt medieforlig.

Blå blok har utvetydigt proklameret, at når de får flertal, så pilles medieforliget fra hinanden, og kulturbidraget erstattes af en model for investeringsforpligtelser og incitaments ordninger.

Men hvorfor skulle vi overhovedet have sådan et kulturbidrag?

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har udtalt til Politiken, at ”Hvis vi ønsker os, at der skal være danskproduceret indhold af høj kvalitet, serier, film dokumentar, lyd i fremtiden, er vi nødt til at tage politisk ansvar for det, og det er det, vi gør, med det her kulturbidrag”.

Men hvor er den konsulentrapport, der har udregnet overfor politikerne, at det er nødvendigt med et politisk indgreb for at sikre danskproduceret indhold af høj kvalitet? At dansk indhold vil forsvinde, hvis vi ikke opkræver en afgift fra streamingtjenesterne? Hvordan er man nået frem til den konklusion?

Angst, følelser og fornemmelser

Alt tyder på, at dansk fiktion aldrig har haft det bedre - folk vælter i biografen til de danske film, og danske filmfolk nomineres og tildeles Oscars. Alligevel skrev daværende forkvinde for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, op til medieforligsforhandlingerne en kronik i Politiken 31. marts i år under overskriften ”Streamingtjenesterne smadrer dansk film”.

Kronikken bød ikke på noget egentligt talmateriale til at underbygge dette, men udtrykte alene en grundangst på dansk films vegne og mistro ved de amerikanske streamingtjenesters intentioner.

Tro og følelser, og ikke facts fra markedet eller et køligt blik på, hvor markedet egentligt er på vej hen, og alle de nye muligheder for masser af produktioner og global eksponering., der er opstået.

Realiteten er også, at de danske streamingtjenester Viaplay, DR TV og TV 2 Play har masser af kunder og brugere og nyder voksende popularitet i befolkningen - så amerikanske streamingtjenester har IKKE skadet lokale tjenester og public service.

Netflix har på sin side investeret i stribevis af danske tv-serier og film, og fået dem distribueret ud til et stort globalt publikum. F.eks. Kriger, The Rain, Kastanjemanden, Nisser, Equinox, Chosen, Borgen 4, Skruk og spillefilmene Skyggen i mit øje og Toscana. Og HBO Max er også gået i gang, foreløbig med serien Kamikaze.

Idéen om kulturbidraget forekommer at hvile på følelser og fornemmelser fremfor kolde facts og reel markedsindsigt.

Ti år med amerikanske streamingtjenester slut?

Indtil den danske rettighedsaftale fra Create Denmark og Producentforeningen fik branchen til at fryse helt til is, var der stor efterspørgsel på produktion af danske film og tv-serier, og gode dollars fra Netflix og Disney og Amazon og Apple og HBO var klar til at strømme ud ind i det danske produktionsmijø.

Vi har levet med amerikanske streamingtjenester i snart ti år, og dansk film har i den periode ikke bare overlevet - den trives også overmåde godt, og danske tv-serier som f.eks. Borgen går sin sejrsgang over hele kloden.

Men nu har streamingselskaberne fået nok af Danmark. En ting er den bebudede afgift, men kravet om nye stærkt forhøjede rettighedsbetalinger har stoppet udviklingen af al ny dansk fiktion siden januar.

Den stædigt fastholdte rettighedsaftale er et selvmål af uhørte dimensioner.

Vi har nu skabt et giftigt miljø for investeringslystne amerikanske selskaber, der simpelthen ikke gider Danmark mere. De agerer på et globalt marked, de er i hård konkurrence med hinanden, og de vil til hver en tid foretrække at bruge deres penge på talent og produktion i lande, hvor forholdene er stabile og acceptable for dem.

Parterne bag rettighedsaftalen, Create Denmark og Producentforeningen, har gjort en dyd ud af, at de ikke har forhandlet, endsige talt om aftalens sammensætning med deres slutkunder, streamingselskaberne, før de lagde den færdige aftale på bordet.

Det er helt absurd, sådan kan man aldrig lave velfungerende aftaler - hvor alle parter kender hinandens grænser på forhånd, så man kan blive enige i god ro og orden.

Hvis man ikke når frem til en ny aftale hurtigt, så må Danmark undvære alle de nye investeringslystne aktører, og Danmark kommer til at undvære talentfulde produktionsselskaber, manuskriptforfatter, instruktører, skuespillere etc., der vil søge væk og hen imod frodige græsgang i udlandet, hvor fornuften har fået gode aftaler på plads.

Hvad gik galt?

Men hvorfor er det gået så galt i Danmark? Mine iagttagelser siger mig, at rigtig mange aktører og politikerne ikke har brugt tilstrækkelig med tid på at forstå den nye markedsvirkelig ordentligt, men med skyklapper har underkastet sig både vanetænkning og overmod.

Film- og tv-branchen er i høj hast ved at udvikle sig til en dynamisk industri - et stort og frugtbart erhverv, der vil kunne stå på egne ben og på sigt stort set kunne klare sig uden statsstøtte. Man må håbe, at erkendelsen af dette spreder sig mere i branchen, og at man fremover vil være i stand til af favne alle de nye muligheder uden at spænde ben for sig selv.

Rettighedsbetalingskonflikten skal løses virkelig hurtigt inden arbejdsløshed og talentflugt til udlandet bliver endnu værre, og når ”kulturbidraget” implementeres skal det modificeres til mere realistiske samarbejdsincitamenter - ellers vil det yderlige bidrage til Danmark som et lavprioritetsland for de investeringslystne amerikanske streamingtjenester.

Nu gik det lige så godt - og selvom produktionsbranchen var overophedet, havde ingen nok regnet med at branchen kunne nedfryses så hurtigt.