DEBAT |

Dansk mediepolitik rummer mindst to verdensrekorder, som politikerne tilsyneladende har glemt.

For det første blev TV 2 ikke den private kanal med en koncession, som det kendes fra vore nabolande, men en statsejet kanal, som politiske pilfingre ikke ville slippe kontrollen med. Da økonomien blev stram i 2010, smed politikerne ansvaret og tillod abonnementsfinansiering. Ingen andre lande tillader abonnementsfinansiering af en public service-hovedkanal, som skal være frit tilgængelig for alle borgere uden individuel betaling.

Denne vej for TV 2 har ført stationen på afveje, ud af mediepolitikkens diskussion. Hvis ellers det er sandt, at EU-retssagerne er forbi, kan stationen gerne privatiseres med fortsat pligt til nyheder.

For det andet har Danmark indført privatejede radiostationer på fuld offentlig støtte, Radio4 og 24syv. Det skyldes politisk makværk og statslig grådighed siden 2003, hvor Brian Mikkelsen og Jens Rohde troede, private kommercielt drevne radiokanaler både kunne betale for ordentlige nyhedstjenester og skyhøje, årlige auktionspriser for tilladelsen til at sende. Selvfølgeligt kunne de ikke det. En overgang endte den ene radiokanal som TV 2 Radio med den allestedsnærværende Jens Rohde som direktør. Det kunne ellers have været alternativet til P1, men det gik også galt.

Mediepolitik som erhverv

Nu begynder nogle – bl.a. Zenia Stampe i DR P1 - allerede at tale om, at det generelt skal være slut med udbud af kanaler, som evt. ikke fornyes. Hellere fylde pengene i en umættelig Public Service Pulje, som netop kun støtter enkeltprojekter, ikke indretter mediepolitik.

Sådan tænker man, fordi mediepolitikken anskues som erhvervspolitik: Private selskaber med offentlig støtte i konkurrence med andre producenter uden støtte. I stedet skulle man tænke over: Hvilken offentlig kommunikation og journalistik har landet brug for, og hvordan sikrer vi bedst disse mål? Hvorfor er vi endt i dette morads uden international sammenligning?

Det er måske glemt, men det går tilbage til en kraftig uvilje imod Danmarks Radio i 1970’erne. DR måtte bestemt ikke få TV 2; end ikke de nye regionale stationer, der passede fint sammen med DR’s regionale radioer, ville man give til DR (som ganske vist heller ikke selv var ivrig, efter at TV Syd var startet hos DR).

Nu er regionerne selvstændige public service-stationer, som reelt yder en uanmeldt statsstøtte til TV 2, og uden det fornuftige samvirke med regional radio og andre lokale medier, som virkeligt kunne bekæmpe nyhedsørknerne i stedet for de småbeløb, der flyttes i aftalen.

Efter fiaskoerne med de auktionssolgte radiokanaler med høje afgifter slog daværende kulturminister Per Stig Møller (K) i 2011 helt om og uddelte en tilladelse med alt betalt i en periode. Tænk, om han havde givet den gratis tilladelse til en privat, kommerciel radio med pligt til nyheder, og uden statstilskud, som vi kender det fra Norge.

Hvorfor blev det ikke sådan? Fordi uviljen mod DR’s radio, her P1, stadig var så glødende, at der ligefrem skulle konstrueres et betalt alternativ. Dansk Folkepartis mishandling af Radio24syv-udbudet trak bare sagen over i det tragikomiske med Radio4, Loud og igen 24syv i kølvandet.

Mediepolitik med udgangspunkt i DR

Der skal nedsættes arbejdsgrupper iflg. den nye medieaftale. Om at udrede mediestøtten (som det skete for 12 år siden). Om ny sammensætning af DR’s bestyrelse (som det skete for 15 år siden). Og hjælp til børn og god journalistik. Det er rigtig godt, det rører bare ikke ved mediepolitikkens fundament.

Dog ikke noget udvalg om Public Service som for snart ti år siden; det havde også et alt for skævt mandat, der netop anskuede mediepolitik som en balance mellem offentlige og private virksomheder med udgangspunkt i, hvor meget public service, staten kan give plads til, frem for det egentlige kommunikationsbehov i samfundet

Det er for mig slående, at mediepolitikerne ikke har interesse for deres egen historie. De grove rids af de seneste 40 års mediepolitiske blindgyder, jeg har givet, forklares mest af uviljen mod DR. DR fylder 100 år om tre år, og det er anledningen til at undersøge DR’s historie særligt siden 1975, da den eneste rigtige historiebog om DR udkom.

Siden 1975 vil historien om DR også omfatte resten af mediepolitikken som reaktion mod og begrænsninger for DR. Er det grunden til, at både DR og to kulturministre har afvist at støtte et historisk forskningsprojekt om DR 100 med 5-10 mio. kr., som sidste år blev fremlagt af over 30 kendte, danske medieforskere? Man vil åbenbart ikke mindes om sine fejlgreb, og derfor kommer man til at køre videre med dem.