DEBAT | Efter tre en halv måneds forhandlinger fik vi sidste weekend en ny mediepolitisk aftale. Tre en halv måned der har udstillet en skræmmende mangel på viden om den private mediebranche i Danmark. Både i de økonomiske og konkurrencemæssige forhold. Men nok så overraskende også i, hvad der sendes og udgives af journalistisk indhold i vores land.

Et gennemgående argument og tema i forhandlingerne har været, at det var nødvendigt med en ekstraordinær støtte til at opdyrke medier, der vil den langsomme og undersøgende journalistik. Underforstået: Den findes ikke i dag. Men undskyld, tag lige og kig op fra forhandlingsbordet. Og prøv f.eks. at læse Weekendavisen, Zetland, Information eller et af de mange specialmedier og magasiner med høj faglig indsigt i alt fra tech til træning. Vil man i ramme alvor sige, at her ikke er tid og plads til fordybelse? Og prøv engang at dvæle ved, at de store afsløringer år efter år og deraf følgende Cavling-priser kommer fra dagbladene. Hvordan kan man nå frem til den konklusion, at der ikke finder undersøgende journalistik sted?

Konsekvensen er en tilgang til mediestøtten, som er uden sidestykke i nogen andre brancher. Hvor man gennem puljer, ordninger, kriterier og særskøn nærmest med pincet vil vælge og udpege, hvilke medier og hvilken type indhold, der fortjener politikernes nåde. Og hvor man sætter begrænsninger for, hvor store mediehuse kan vokse sig. På nær selvfølgelig hvis man er DR (der er dobbelt så stor som det største private mediehus). Så skal man meget gerne være endnu større.

Resultatet er et skævvredet mediemarked som både på landsplan og regionalt er domineret af store statslige medier i form af DR og TV 2-regionerne med stabile og meget generøse vilkår. Mens de private medier skal navigere efter konstant forandrende politiske og økonomiske rammevilkår defineret af det aktuelle politiske flertals luner. Hvor blækket knapt er tørt på én aftale, før den erstattes af en ny.

Det er ganske enkelt ikke fair. Prøv og tænk over, hvis man lagde den samme tilgang ned over vilkårene for investeringer i den grønne omstilling. De enorme investeringer i Nordsøen, i energieffektive bygninger, i el-infrastruktur. Kunne man nogensinde forestille sig den samme vilkårlighed og skønsbaserede tilgang til de økonomiske rammevilkår? Nej, selvfølgelig ikke. Og selvom skalaen naturligvis er en anden i kroner og øre, så er udfordringen i de kommende års investeringer i digital udvikling ikke mindre for den enkelte medievirksomhed. Det er et spørgsmål om overlevelse. Både når det gælder udviklingen af nyt indhold, men i dén grad også når det gælder nye kommercielle modeller, der er defineret af en voldsomt unfair konkurrence fra giganter som Google, Facebook og Amazon.

De ydre forhold er nødt til at være afsættet for det arbejde med at udvikle en ny model for fremtidens mediestøtte, der sættes i gang med medieaftalen. Et afsæt hvor der er fokus på viden om mediernes økonomiske forhold og danskernes medieforbrug nu og i fremtiden. Og hvor målet bør være en selvstændig aftale uafhængig af den øvrige mediepolitik, der lægges ud til et bredt politisk flertal.

Mediebranchen kan ikke holde til, at det endnu engang bliver smalle politiske flertals mavefornemmelser og luner, der sætter rammerne.