MEDIEKLUMMEN |

På Al Jazeeras digitale spydspids, AJ+, stod Head of Audience Development and Engagement, Haris Ališić, i spidsen for at bringe mediet forrest i konkurrencen på Youtube.

Han satte et team på fire personer til at gennemgå hundredvis af videoer, lave markedsanalyser og interviewe eksperter og brugere i målgruppen. Det tog fire måneder efterfulgt af flere måneders implementering og test.

Arbejdet resulterede i en lang række fejl, mistolkninger og mislykkede prototyper. Når et format ikke faldt i målgruppens smag, var det tilbage til tegnebrættet.

Året efter var AJ+’s Youtube-kanal den hurtigst voksende kanal i den arabisktalende del af verden. Det samme gjaldt året efter.

”Når vi starter projekter op, forventer vi fejl. Nogle gange enorme fejl. Vi planlægger efter det og afsætter tid til det. På den måde håber vi at få trygge medarbejdere, der tør sige deres mening,”, siger Ališić, da jeg interviewer ham i forbindelse med mit fellowship ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Flæskesteg og personangreb

Hjemme i vores egen andedam har året ført mange fejl med sig.

En mediekoncernchef har erkendt fejl i forbindelse med en omdiskuteret rapport. En politiker har fortrudt lukningen af Radio24syv. Medieledere har erkendt fejl i dækningen af Metoo.

Det samme gør sig gældende i mediernes spalter:

En rubrik om drabsforsøg er trukket tilbage. Det var en fejl at bringe et personangreb på en direktør. Og i den mere muntre ende har statsminister Mette Frederiksen trods alt aldrig været iklædt en frossen flæskesteg.

Fælles for eksemplerne er, at fejlene er beklaget, ændret og trukket tilbage.. Praksis er lavet om.

Fra fejl til forandring

Som journalistisk fellow beskæftiger jeg mig med forandring og innovation i mediebranchen.

I en stribe interviews med journalister, dataanalytikere og redaktører har jeg undersøgt, hvordan journalister kan arbejde mere hensigtsmæssigt med at integrere brugerdata i deres praksis.

Uanset hvad du Hvad end du vil forandre, er det en grundpræmis at kunne indrømme sine fejl og gentænke sin praksis undervejs. Først da åbner vi op for at finde frem til løsninger.

Hvis vi insisterer på at fortsætte, som vi plejer, hvordan skal vi så møde de udfordringer, der følger med tech, digitalisering og det tech-gigant-finansierede Metavers?

I den sammenhæng er der særligt én ting, der slår mig, når jeg ser på nyhedsmediernes førnævnte fejltrin:

Indrømmelserne og selvransagelsen kommer først, når fejlen ér sket – eller måske endda afsløret.

Hvorfor mon ingen er stoppet op på halvvejen og har stillet spørgsmålstegn ved praksis?

Døde bjergbestigere

Min eget bud på et svar har rod i journalisters selvforståelse. Forskning tyder på, at mediebranchen har svært ved at skabe nyt og forandre, fordi det er forbundet med dårligt håndværk at udgive usandheder og halvfærdige produkter.

Den skal helst sidde lige i skabet. Første gang. Hver gang.

Resulterer det i, at medier frygter at fejle og i stedet stædigt holder ved, indtil det er absolut nødvendigt at bekende kulør?

Resultatet af den slags stædighed kan være skadeligt for kreativiteten – og for helbredet:

For eksempel beskriver organisationspsykologen Adam Grant i sin bog Think Again, hvordan stædige bjergbestigere har større risiko for at dø på vejen til deres destination end deres mindre stædige ’kolleger’ i bjergbestignings-branchen, fordi de er så fast besluttede på at nå deres mål.

”Der er en hårfin grænse mellem heroisk vedholdenhed og dumdristig stædighed,” skriver han.

Det samme gør sig gældende for os i mediebranchen. Om nogen bør vi anerkende, at vi står på et kontinuerligt foranderligt fundament, som kræver, at vi tør se fejl i øjnene og bruge dem som afsæt for at tænke nyt, teste og eksperimentere.

Måske involverer det at gøre op med vores selvforståelse og tage os selv lidt mindre alvorligt?