Amerikanske PEN: Lukasjenko-regime vil nedlægge PEN Belarus

Efter længere tids chikane af forfattere og journalister har det belarusiske styre taget konkrete skridt til at opløse PEN Belarus.
Fra en belarusisk demonstration i Kiev fredag. Gåsen symboliserer Menneskerettighedsdomstolen Haag, som Lukasjenka ønskes dømt ved. | Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix/AFP / AFP
Fra en belarusisk demonstration i Kiev fredag. Gåsen symboliserer Menneskerettighedsdomstolen Haag, som Lukasjenka ønskes dømt ved. | Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix/AFP / AFP

PEN Belarus  har modtaget et brev fra justitsministeriet i Minsk med en underretning om, at man nu har indledt en sag med henblik på at opløse sammenslutningen af forfattere, journalister og skribenter.

Sådan lyder det i et tweet fra Pen Belarus, som tidligere denne uge har oplyst, at foreningens bankkonti er blevet låst og midlerne indefrosset.

Amerikanske PEN har som reaktion oprettet en underskriftsindsamling, I Support PEN Belarus, som udtrykker støtte til  medlemmerne i PEN Belarus, og som samtidig opfordrer Lukasjenko-regimet til at løslade alle samvittighedsfanger, herunder PEN-medlemmer som Aliaksandr Fiaduta, Ales Bialiatski og Yuliya Charniauskaya.

“Vi står i solidaritet med skribenterne i PEN Belarus og vi er fast besluttede på at sikre, at deres livsvigtige stemmer bliver hørt, og at der ydes retfærdighed til deres ret til at ytre sig frit,” siger forperson for det amerikanske PEN, Szsanne Nossel, til branchemagasinet Publishing Perspectives.

International opbakning

Tyske PEN og fagforeningen for forfattere i Tyskland har udsendt en pressemeddelelse med en fælles udtalelse om "ubetinget opbakning og støtte" til forfattere, journalister og menneskerettighedsorganisationer i Belarus. 

I sidste uge var den europæiske forfattersammenslutning, EWC, ude med en tilsvarende erklæring, som fordømte Lukasjenko-regimets angreb på medlemmer af den belarusiske forfatterforening samt angrebene på PEN Belarus. Det kom i kølvandet på en razzia mod den belarusiske forfatterforenings lokaler i Minsk den 14. juli, hvor dokumenter og computerudstyr blev beslaglagt. Forfatternes formand Barys Piatrovitsj er sat i husarrest i sin lejlighed, som også er blevet ransaget, og har fået sin mobiltelefon konfiskeret,skriver det tyske Börsenblatt.

Fly med kritisk blogger blev tvunget til at lande

Siden Lukasjenko udråbte sig selv som vinder af det såkaldte præsidentvalg i august 2020, er adskillige belarusiske journalister og bloggere blevet arresteret for deres dækning af befolkningens protester over valget, der ikke anerkendes som et demokratisk afstemning af OSCE.

I maj kulminerede forfølgelsen, da et Ryanair-fly på vej fra Athen til Vilnius blev opfanget af jagerfly i luftrummet over Belarus og tvunget til at lande i Minsk. Om bord var den 26-årige Roman Protasevitj, skribent på nyhedsbloggen Nexta, der blev anholdt straks efter ankomsten.

Lukasjenko lover at blive ved

Lukasjenko lægger ikke selv skjul på, at der er tale om en målrettet aktion imod menneskerettighedsorganisationer og andre kritiske stemmer.  I et tv-klip fra en tale på regeringens officielle hjemmeside lyder det således så sent som i dag (oversættelse af de engelske undertekster):

"Vores lille land har op til 2.000 NGO'er og non-profiit organisationer fyldt med skurke og fremmede agenter. Har det givet os demokrati? Nu har vi omsider ændret kurs og indser, at dette er skadeligt for vores land. Vi er fuld i gang med oprydningen. Men er det en nem opgave? Der er tusindvis af vort folk, der arbejder for disse organisationer, som er blevet hjernevaskede og har fået deres sind forvrængede af udenlandske penge."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også