Hviderussiske journalister fængsles to år for at filme protest

Ifølge anklager opildnede journalister demonstranter ved at filme dem under protester mod Lukasjenko.
Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

To hviderussiske journalister er torsdag ved en domstol i hovedstaden, Minsk, blevet idømt to års fængsel.

De to kvindelige journalister, 27-årige Katerina Bakhvalova og 23-årige Darja Tjultsova, blev anholdt i deres lejlighed i november.

Fra lejligheden havde de for polsk tv filmet protester mod Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko. Tv-stationen Belsat TV er polsk, men specialiserer sig i hviderussiske nyheder og har primært hviderussere ansat.

Ifølge anklagerne opildnede de to journalister demonstranterne ved at filme dem. Og det er de altså kendt skyldige i torsdag. De to journalister nægtede sig begge skyldige.

Internationale menneskerettighedsorganisationer har fordømt anholdelsen af journalisterne.

Som bevismateriale i sagen fremlagde anklagerne et videokamera, en mikrofon, mobiltelefoner, usb-nøgler og pressejakker.

Under retsmødet lavede de to journalister fra deres celle et V-tegn med fingrene. V'et er et tegn for victory (sejr, red.)

Over 33.000 personer er blevet anholdt i forbindelse med protester mod præsident Lukasjenko. Protesterne har stået på siden valget i august 2020, hvor Lukasjenko påstår, at han blev genvalgt.

Ifølge oppositionen svindlede Lukasjenko sig til valgsejren. Internationalt er hans påståede sejr heller ikke anerkendt.

Han har været leder af landet siden 1994. Han har afvist at gå af trods de omfattende protester i Hviderusland.

En komité med base i New York, som har til formål at beskytte journalister, har opfordret hviderussiske myndigheder til at droppe de "absurde" anklager mod de to journalister og løslade dem øjeblikkeligt.

De to journalister filmede protester, efter at en 31-årig mand døde på et hospital i november. Ifølge demonstranter døde han som følge af kvæstelser, efter at han var blevet tævet af sikkerhedsstyrker i forbindelse med protester.

Indenrigsministeriet har afvist at have ansvar for mandens død.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også