Kulturministeriet afsætter millionpulje til biblioteker i kampen mod fake news og polarisering

Over de næste tre år er der afsat omkring 25 mio. kr. årligt til udvikling og digitalisering af landets folkebiblioteker efter sammenlægning af to puljer. Kulturminister udstikker tre pejlemærker for bibliotekernes fokus.
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix

Over de kommende tre år er der afsat samlet 75 mio. kr. til de danske folkebiblioteker, som skal understøtte deres udvikling "inden for demokrati, læring og digital dannelse". Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

"Bibliotekerne er vigtige i kampen mod bl.a. fake news og en stigende polarisering i samfundet. De hjælper til at sikre en fri og lige adgang til viden, uanset om du bor i en storby eller et lille lokalsamfund. Det er afgørende i en tid, hvor demokratiet er under pres," udtaler kulturminister Joy Mogensen (S) i meddelelsen.

"Vi får vores nyheder på nettet, og en stor del af vores hverdag foregår digitalt. Det sætter også krav til, at bibliotekerne skal bidrage til at uddanne os alle sammen til at begå sig i det nye landskab. Den digitale dannelse og mange andre former for læring skal dog ikke kun foregå nu, men skal følge den enkelte hele livet – uanset alder."

Tre fikspunkter

Konkret har ministeren udstukket tre fokusområder, som bibliotekerne kan pejle efter og skal bruge midlerne til at indfri de næste tre år.

Det første er, at biblioteket skal være "en kerneinstitution i demokratiet", hvor det fysiske bibliotek skal skabe grobund for bl.a. mere folkeoplysning og samfundsdebat.

Det andet pejlemærke er, at folkebiblioteker sammen med pædagogiske læringscentre skal understøtte børn og voksnes engagement i et "digitalt" velfærdssamfund.

"Det skal de ved at udvikle kritiske og konstruktive kompetencer i relation til medieforbrug, kulturforbrug og sikker adfærd på nettet," fremgår det af meddelelsen.

Det tredje pejlemærke er, at "bibliotekerne skal inspirere til livslang læring ved at understøtte gode læsekompetencer og motivere til at læse skøn- og faglitteratur", lyder det. Det skal bl.a. gøres i samarbejde med borgerne.

To sammenlagte puljer

De 25 mio. kr., der årligt er afsat til Folkebibliotekerne, er resultatet af, at midlerne til Danskernes Digitale Bibliotek (DDB), der blev omorganiseret i 2020, i år er sammenlagt med Udviklingspuljen for folkebibliotker og pædagogiske læringscentre. De to puljer var tidligere på hhv. 12 og 13 mio. kr. årligt, og har altså til formål at understøtte både digital og fysisk udvikling af bibliotekerne.

Ud af den samlede pulje er der afsat tre mio. kr. i 2021-2023 til at understøtte den videre drift af netbibliotekerne, heriblandt Litteratursiden og Biblioteksvagten, som er del af overgangen fra DDB til en ny struktur.

Der er nedsat et Strategisk Biblioteksudvalg, der skal være med til at udmønte bevillingen, oplyser ministeriet. Sammen med Slots- og Kulturstyrelsen vil parterne nu konkretisere, hvordan pengene skal fordeles inden sommer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også