Berlingske vinder Cavlingprisen

Tre Berlingske-journalister vinder Cavlingprisen for "Gyllegate". Det har Cavlingkomiteen netop offentliggjort.
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto/Arkiv
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto/Arkiv
Årets Cavlingpris går til Chris Kjær Jessen, Michael Lund og Lars Nørgaard Pedersen fra Berlingske. Det har komiteen bag prisen netop offentliggjort.

De tre journalister vinder prisen for artikelserien "Gyllegate". I serien har Berlingske-journalisterne have afsløret manipulation omkring grundlaget for regeringens landbrugspakke.

"I viste, at politikere og embedsværk manipulerede grundlaget for ny lovgivning, så bundlinjen ændrede sig fra at være en belastning af miljøet til at være til gavn for miljøet. Hverken Folketinget eller vælgere havde mulighed for at gennemskue de reelle konsekvenser af loven, før I åbnede sagen," siger Cavlingkomitéens formand, Ida Ebbensgaard.

Minister trådte tilbage

Artikelserien afdækkende bl.a., hvordan regeringen ikke havde orienteret Folketingets partier korrekt under forhandlingerne. Sagen førte blandt andet til, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte træde tilbage.

Foruden Berlingske var dagbladet Information nomineret for artikelserien "Vidnesbyrd" om voldtægt af danske kvinder, samt Dokumentarkompagniet/TV 2 for den afslørende tv-dokumentar "Moskeerne Bag Sløret".

Der var i alt otte nominerede på tre projekter ud af 46 tilsendte forslag fra alle arter af medier.

Med prisen følger Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling og 25.000 kr.

Historien bag historierne

MediaWatch har tidligere spurgt de nominerede, hvordan deres Cavling-nominerede historier opstod, hvilke udfordringer de stødte på undervejs, og hvilke gode råd der kan gives videre til andre. Her er hvad, de tre Berlingske-journalister fortalte:

"I Berlingskes gravegruppe undrede vi os, da tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterede aftalen om landbrugspakken. På den ene side lod regeringen landmændene gøde deres marker markant mere, og på den anden side sagde ministeren, at miljøet ville få det bedre. Der ville gradvist og helt fra begyndelsen komme mindre kvælstof ud i havmiljøet, oplyste ministeren, og denne påstand blev gentaget i samråd og svar til Folketinget.

Vi undrede os over det og satte os for at undersøge, om der var givet retvisende oplysninger til Folketinget.

Regeringen havde fremlagt et regnestykke, som bakkede ministerens udsagn op. Vi brugte uger på at gennemgå regnskabet, læse rapporter og tale med embedsmænd og eksperter. Ved at lægge alle oplysningerne sammen lykkedes det at knække regeringens regnestykke. Vi kunne afdække, at regeringen havde indregnet positive miljøeffekter fra tre tidligere år, hvilket fik regnestykket til at gå i plus de første år af pakkens levetid. En lang række af de forskere, som havde leveret de oprindelige tal bag regeringens lovpakke, advarede mod, at regeringen brugte tallene forkert.

Afsløringen førte nye historier med sig om forskere, der følte sig presset til at bruge bestemte regnemetoder og anonyme embedsmænd, som havde oplevet et usædvanligt forløb.

Vores største overraskelse er nok, at sagen blev så stor, og at statsministeren offentligt udtalte, at han fandt det mere sandsynligt at udskrive folketingsvalg end at afskedige Eva Kjer Hansen.

Regeringen fastholdt undervejs, at der intet usædvanligt var ved regnemetoderne. Vi vidste dog, at der fandtes et dokument – et såkaldt kvælstofcover - som var blevet forelagt regeringens topministre i fortrolighed, og hvor embedsmændene i kraftige vendinger advarede regeringen mod problemer ved at hente gamle miljøgevinster og bruge dem til miljøberegninger frem i tid. De berørte ministerier afviste at give os indblik i advarslerne, og en af de største udfordringer for os var at skaffe dette dokument ad uformelle kanaler. Det lykkedes dog efter ugers intenst kildearbejde, og vi kunne på den måde dokumentere, at regeringen udmærket vidste, at regnemetoderne var problematiske.

For os har den vigtigste læring været at bevare fokus på sagens substans, når medierne og hele det politiske Danmark står i brand. Alle havde en mening om vores dækning, Lars Løkke Rasmussen var tæt på at udskrive valg, og de fleste medier brugte store ressourcer på at diskutere, om det var berettiget, at Eva Kjer Hansen skulle fyres. Vi overlod disse spekulationer til andre og koncentrerede os i stedet om at dække substansen i landbrugspakken og skaffe kvælstofcoveret, så vi kunne dokumentere sagens omfang."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også