Mylenberg: Digitale medier bør fritages for moms

En digital momsfritagelse vil være et stærkt skub for private medier til at flytte sig mod det digitale endnu hurtigere end i dag, skriver Troels Mylenberg i debatindlæg.

Hvis de private mediers digitale aktiviteter fritages for moms, vil det give større mod til udvikling hos medierne og skubbe deres forretninger i en mere digital retning. Det skriver Troels Mylenberg, chefredaktøren for bl.a. Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, i en paneldebat på Altinget, som sætter fokus på mediestøtten. 

Ifølge Troels Mylenberg er et af de store paradokser i mediebranchen, at private mediers digitale aktiviteter ikke er fritaget for moms, sådan som virksomhedernes aktiviteter på papir er. Han mener derfor, at politikerne har en mulighed for at give "en mere moderne støtte" til de private medier, som er pressede på annonceomsætningen.

"Det ville ikke være en stor udskrivning, måske endda ligefrem en udgiftsneutral løsning, for i takt med oplagsfald på papir, falder værdien af den nuværende momsfritagelse selvfølgelig. Samtidig er omsætningen på digitale abonnementer i sagens natur meget lille, da der endnu ikke omsættes for støre beløb på denne forretning. En digital momsfritagelse vil således ene og alene være et stærkt skub for private medier til at flytte sig mod det digitale endnu hurtigere end i dag," skriver Troels Mylenberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også