Gyllegate giver tidligere minister pris for lukkethed

Eva Kjer Hansen har fået den tvivlsomme ære at modtage Journalistens nye Lukkethedspris for sin rolle i #gyllegate.
Foto: Finn Frandsen.
Foto: Finn Frandsen.

Den tidligere Miljø- og Fødevareminister bliver den første modtager af Journalistens nyindstiftede Lukkethedspris. Det skriver Journalisten.

"Prisen gives til Eva Kjer Hansen for hendes rolle i den såkaldte #gyllegate, hvor forskere ved Aarhus Universitet havde dobbelt mundkurv på i tre måneder. Tavshedspligten betød, at forskerne ikke måtte udtale sig om beregningerne bag regeringens landbrugspakke. De måtte heller ikke sige noget, før loven reelt var vedtaget," skriver mediet i sin begrundelse.

Den efterfølgende kritik fra forskerne kom frem, efter landbrugspakken var blevet fremlagt i Folketinget. Derefter fulgte en bølge af kritik fra andre forskere, medier og politikere under fællesbetegnelsen #gyllegate, hvilken var medvirkende til, at Eva Kjer Hansen gik af som minister den 27. februar 2016.

Lukkethedsprisen bliver uddelt på baggrund af en onlineafstemning blandt Journalistens læsere og digitale brugere. Et overvejende flertal stemte på den tidligere minister. Ud af de 242 afgivne stemmer sikrede Eva Kjer Hansen sig de 92.

Ifølge en mail fra den tidligere minister til Journalisten, bør prisen rettes mod ministeriet og ikke mod hende som person.

Andre indstillede til prisen var bl.a. Statsministeriet, Københavns Politi, Justitsministeriet, Dacaar (dansk nødhjælpsorganisation, red.) og Forsvarsministeriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også