MediaWatch

Nordkorea udviser BBC-journalist for manglende respekt

En journalist bliver udvist af Nordkorea for at have rapporteret om landets leder med manglende respekt.

Foto: David Guttenfelder/POLFOTO/AP/arkiv

En journalist for britiske BBC er mandag blevet tilbageholdt i Nordkorea og udvist for sin rapportering fra landet.

Det skriver en journalist fra den amerikanske tv-station CNN på Twitter. BBC bekræfter ligeledes på sin netavis, at Rupert Wingfield-Hayes er blevet tilbageholdt tidligere på dagen og nu skal ud af landet.

”Nordkorea tilbageholder og udviser BBC-korrespondent Rupert Wingfield-Hayes for rapporteringer, der anses for at udvise manglende respekt for leder Kim Jong-un,” skriver CNN's Will Ripley på det sociale medie.

Oplysningen om Rupert Wingfield-Hayes' udvisning fra Nordkorea kom på et pressemøde arrangeret af myndighederne.

Will Ripley fortæller videre, at Rupert Wingfield-Hayes bliver forbudt indrejse i Nordkorea i fremtiden.

Den britiske korrespondent har ifølge sin Twitter-profil base i den japanske hovedstad, Tokyo, og har tidligere arbejdet i Kina, Rusland og Mellemøsten.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev Wingfield-Hayes tilbageholdt i lufthavnen i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Han blev afhørt om en "upassende beskrivelse" af Kim Jong-un. Den pågældende omtale blev angiveligt leveret "for nylig".

Arbejderpartiet i Nordkorea afholder i disse dage en kongres i Pyongyang. Det er partiets første i 36 år.

En del udenlandske journalister er derfor i Nordkorea for at dække den sjældne politiske begivenhed. Ifølge CNN har de dog ikke direkte adgang til selve plenarsalen, men må tage til takke med at få oplysninger fra de statsstyrede nordkoreanske medier.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Pluto TV udfordrer streamingmarkedet med gratis indhold

Efter et milliardopkøb i 2019 er det gået stærkt for Pluto TV, der for ni år siden blev skabt i et ”snusket varehus” i Los Angeles. Nu har den gratis streamingtjeneste gjort indtog i Norden. Partnerskab med Viaplay giver store forventninger allerede på kort sigt.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs