Nordisk charmeoffensiv rammer tv-festival i Cannes

Tv-stationer, medieselskaber og producenter i de nordiske lande er gået sammen om et fælles, nordisk fremstød ved den store tv-messe, MIPTV, i Cannes i april.

Når den årlige tv-festival i Cannes, MIPTV, tænder for mikrofoner og storskærme fra 11. til 15. april bliver det bl.a. med tryk på den særligt nordiske tv-vare.

Mere end 20 nordiske tv-stationer, producenter, distributører og tv-kreative er gået sammen for at slå et fælles slag for tv på nordisk under overskriften Focus on the Nordics. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Den nordiske tv-stil

De forskellige sessions i fremstødet vil bl.a. fortælle baggrunden for, at den relativt lille nordiske medieindustri har formået at blive en synlig og original aktør på det globale marked. Det gælder ikke mindst på drama-området, der har fostret genren nordic noir.

"Focus on the Nordics er etableret, fordi Norden kan fortælle en historie, som den globale industri er interesseret i at høre. Siden midten af 1990'erne har de svenske, danske, norske og finske kreative industrier produceret en lind strøm af friske og originale dramaer, formater og web-koncepter," siger Annie Wegelius, tidligere programdirektør hos svenske SVT, der er en af hovedkræfterne bag Focus on the Nordics.

Brutal konkurrence

Fra Danmark deltager både TV 2 og DR, de nordiske afdelinger af MTG og Discovery Networks, Producentforeningen samt film- og produktionsselskaber, som arbejder i flere nordiske lande.

"Fordi den digitale revolution kom tidligt til vores region, er vi godt forberedt på næste generations forbrugeradfærd og dens anvendelse af teknologi. Samtidig opererer vi i et brutalt konkurrencepræget marked, hvor budgetterne er små, og forventningerne fra det veluddannede publikum er høje. Det gør Norden til et interessant område at afprøve ideer og formater i - og et sted, hvor man kan tage kreative risici," siger Annie Wegelius.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også