TV 2 beklager kameramands sabotering af fans' trommer

En kameramand fra TV 2 Sporten sprættede i weekenden to trommer tilhørende håndboldfans op. Det får nu TV 2 Sporten til at undskylde og tage afstand fra episoden.

TV 2 beklager, at en kameramand fra tv-stationen sprættede to trommer op med en kniv i weekendens håndboldkamp mellem FC Midtjylland og Viborg HK, skriver BT.

Ifølge et øjenvidne forsøgte fansene at stoppe kameramanden, men han nåede at smutte, inden de fik stillet ham til regnskab for de ødelagte trommer.

"Vi ser selvfølgelig med meget stor alvor på den her sag. Vi beklager den rigtig meget, og vi har sendt en skriftlig undskyldning til både fanklubben FCM Håndbold Support og FC Midtjylland, ligesom jeg også har været i dialog med Torben Kølbæk (formand for FCM, red.)," siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

Han oplyser, at kameramanden er en freelancer, som ikke er direkte ansat af TV2 Sporten. Tv-stationen er samtidig klar til at erstatte det ødelagte, hvis ikke det skal være kameramanden selv, siger Frederik Lauesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også