Arvingerne II kom dårligere fra land end forgænger og 1864

Selvom den nye sæson af DR's dramaserie Arvingerne rullede over skærmen 1. januar kl. 20, kom serien dårligere fra start end både første sæson og '1864', skriver Ekstra Bladet.
1.577.000 fulgte første afsnit af 'Arvingerne II', hvilket svarer til en seerandel på 55 pct. Det er dog mere end 200.000 seere færre end første afsnit af forgængeren, som åbnede med 1.780.000 seere. Også Ole Bornedals meget omdiskuterede '1864' lagde fra land mere flere seere, nemlig 1.690.000.
Allligevel er DR godt tilfredse med åbningen på 'Arvingerne II'.
"Det er måske en lille smule ned i forhold til sidst, men vi betragter det stadig som et utrolig flot seertal. Det vidner om, at seerne stadig kigger med i stor stil, når vi sender vores drama. Så som kanalchef er jeg meget glad," siger DR 1’s kanalchef Pil Gundelach Brandstrup til Ekstra Bladet.
Hun tillføjer, at seertallet også skal ses i lyset af, at de mange nye streaming-tjenester ikke fandtes for fem-ti år siden.
Allerede om tre dage løber andet afsnit af 'Arvingerne II' over skærmen. I alt strækker serien sig over syv afsnit.