Peter Linck: Jeg mistede skabertrangen efter Dagen

Omverdenens reaktion, da dagbladet Dagen gik konkurs, var den største overraskelse og skuffelse, fortæller grundlæggeren af den hedengangne avis Peter Linck i et interview med Euroman.
Foto: Jan Grarup/POLFOTO/ARKIV
Foto: Jan Grarup/POLFOTO/ARKIV
MAGNUS AGGERHOLM

Først satte han Euroman i verden, så satsede han det hele på Dagbladet Dagen - og tabte. 

Grundlæggeren af begge medier, Peter Linck, stod tilbage med en milliongæld og en måbende medieverden, der havde travlt med at ryste på hovedet af projektet - til Peter Lincks overraskelse og store skuffelse, fortæller han i dag til Euroman.

”Jeg tabte alle mine penge og mit hus på Strandvejen, og så får man bare svineren. Jeg troede det var omvendt. At man fik respekt for at prøve. Jeg følte et svigt i forhold til, at journalisterne vendte sig mod mig, i stedet for at føle jeg havde lavet en platform, hvorfra de kunne skabe noget,” siger Peter Linck til Euroman, der med en jubilæumsudgave fejrer magasinnummer 250 bl.a. med interviewportrættet af manden bag magasinet.

40 dage med Dagen

Dagbladet Dagen udkom første gang d. 22 oktober 2002, og udkom sidste gang d. 6 december. 41 numre skulle der til, så gik den ikke længere for Peter Linck. Med en privatgæld på 35 mio. kr. og en dom på seks måneders betinget fængsel, var der ikke meget at drikke champagne over.

”Hvorfor skulle jeg risikere mine penge, mit hus, min familie, alting på den platform? Og så blive svinet til på den måde bagefter. Altså, hvis jeg havde kunnet forudse det, der skete, så havde jeg nok ikke gjort det, vel? Min skabertrang forsvandt i det der, det gjorde den,” siger Peter Linck til Euroman.

Starten i medieverdenen

Peter Lincks karriere i mediebranchen startede i 1992, da han sammen med sin bror Morten, startede magasinet Euroman - først som kvartalsudgivelse, siden som månedsmagasin da læserskaren voksede.

Efter først at have solgt 51 pct. af magasinet til Søndagsavisen A/S (i dag en del af North Media A/S) i 1996, og så købe hele magasinet tilbage igen tre år senere, hvor også Eurowoman er kommet til solgte han begge udgivelser til Egmont. Ifølge Euroman angiveligt for 18 mio. kr.

Efter konkursen med Dagbladet Dagen i 2002 forsvandt Peter Linck fra mediebranchen og -billedet og gik ind i ejendomsbranchen. Men efter finanskrisen begyndte i 2008 gik flere af hans ejendomsselskaber konkurs. I slutningen af 2012 blev han erklæret personlig konkurs af Finansiel Stabilitet, Skat og it-forretningsmanden Erik Damgaards tidligere bank, Cantobank, skriver Euroman.

Konkursen er fortsat under behandling. Kravet mod Peter Linck lyder på 204 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også