Journalistforbund går ind i MRSA-sag

Dansk Journalistforbund vil hjælpe to journalister fra Åbenhedstinget.dk i en sag mod Fødevarestyrelsen. Det sker, fordi sagen ifølge forbundet er principiel.
Foto: Line Ørnes Søndergaard/POLFOTO
Foto: Line Ørnes Søndergaard/POLFOTO

Dansk Journalistforbund (DJ) går aktivt ind i sagen mellem to journalister fra Aabenhedstinget.dk, Nils Mulvad og Kjeld Hansen, og Fødevarestyrelsen, skriver DJ på sin hjemmeside.

Forbundet er således klar med hjælp til de to journalister og vil hovedintervenere, fordi de mener, at sagen er principiel for offentligt indsigt i Fødevarestyrelsens arbejde. DJ's hovedformål er at få retssikret, at der skal være mest mulig åbenhed i Fødevarestyrelsens arbejde.

"Det er helt afgørende, at journalister og borgere kan få indsigt i de oplysninger, der vedrører vores allesammens fødevaresikkerhed. Jeg håber og tror, at vi får en principiel dom i retssystemet, der følger Ombudsmandens anvisning af, at der skal gives aktindsigt i MRSA-sagen," udtaler Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ, på forbundets hjemmeside.

At hovedintervenere vil sige, at DJ som tredje part går ind i sagen imellem to andre parter for at støtte journalisterne og få lejlighed til at fremføre argumenter, som de ellers ikke er sikker på kommer frem i sagen.

Vil argumentere imod L&F

Åbenhedstinget er et netværk af journalister og redaktører, der bringer historier og journalistiske debatter på baggrund af aktindsigter og behandling af offentlige data.

Ifølge Dansk Journalistforbund drejer sagen sig om, at Nils Mulvad og Kjeld Hansen har søgt om aktindsigt i Fødevarestyrelsen, som i første omgang afviste at imødekomme anmodningen. Begrundelsen var, at oplysningerne var omfattet af Offentlighedslovens bestemmelser om begrænsning af indsigt.  

Den omgjorde Ombudsmanden ved en udtalelse 6. juni 2014. Udtalelsen fik dog i begyndelsen af juli organisationen Landbrug & Fødevarer til at stævne Fødevarestyrelsen med krav om, at Fødevarestyrelsen ikke må offentliggøre eller give aktindsigt i, hvilke svinebesætninger der har været smittet med MRSA. Samtidig kræver Landbrug & Fødevarer, at stævningen og sagen skal have opsættende virkning i forhold til aktindsigt. 

Og netop det argument vil DJ også bruge hovedinterventionen til at argumentere imod. Desuden vil forbundet argumentere for, at Folketingets Ombudsmands udtalelse skal respekteres af de offentlige myndigheder, skriver de.  

Blev idømt dagbøder

I slutningen af maj blev de to journalister desuden idømt dagbøder ved retten i Aarhus, fordi Åbenhedstinget.dk havde offentliggjort personlige helbredsoplysninger om ejerne af en svinefarm med MRSA-bakterier.

Åbenhedstinget.dk idømt bøder for at offentliggøre navne

I en artikel fortalte Åbenhedstinget.dk, at en mand og hans hustru på en navngiven gård var blevet smittet med MRSA-bakterier. Oplysningerne stammede, ifølge anklageskriftet, fra en person, der gennem sit arbejde havde fået oplysninger om sagen, og offentliggørelsen var et brud på straffeloven, afgjorde retten.

De to anklagede argumenterede ifølge Ritzau for, at det var i offentlighedens interesse at vide, hvor de farlige infektioner var blevet konstateret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også