Fagfolk: TV 2 befinder sig i et tomrum

TV 2 25 år. På TV 2’s 25 års fødselsdag falder lykønskninger og spørgsmålstegn om kanalens fremtid i næsten lige store doser. Bl.a. medieforsker Mark Ørsten efterlyser en politisk debat om TV 2.

For 25 år siden i dag oplevede det danske mediebillede en revolution: TV 2 kom til og ruskede godt og grundigt i dansk tv.

Mens der ikke er mangel på rosende ord om kanalens store betydning i dens første 25 leveår, så er der i fødselsdagsomtalerne også bred enighed om, at fremtiden bliver mere usikker for kanalen. I går efterlyste medieforsker Stig Hjavard eksempelvis en debat om TV 2’s fremtid, efter planen om at sælge kanalen blev droppet. Det mener også medieforsker og lektor på RUC Mark Ørsten.

”TV 2 befinder sig i et slags tomrum. Eller rettere, der er brug for debat om, hvad Danmark mediepolitisk vil, ikke kun med DR, men også med TV 2. TV 2 har levet en stille tilværelse (på nær måske lidt budgetkrise) i forhold til at være på politikernes dagsorden, og her bør vi have en mere klar diskussion om både DR og TV 2,” siger han til Politiken.

Ikke længere annoncørernes darling

I et blogindlæg på Berlingske efterlyser chefredaktør og adm. direktør Lisbeth Knudsen også noget af den energi, der før været med til at distancere TV 2 fra DR.

”TV 2 kan fejre sin 25 års fødselsdag i bevidstheden om at have givet danskerne fantastisk meget godt TV. Tak for det og til lykke. Nu er det tid at skrue mere op for nytænkningen og fandenivoldskheden igen,” skriver hun.

En af de helt store udfordringer er de unge målgruppers stigende forbrug af streaming-tv på nettet, der gør det stadig sværere for hovedkanalen at samle seertal, der minder om tidligere tider. Det vil fortsat skabe udfordringer i forhold til annoncørerne, når kanalens markedsandel fra 2006 til i dag er faldet fra 33,7 pct. til 22,7 pct., lyder det fra indkøbsansvarlig i OMD Claes Braagaard i Berlingske.

”Før i tiden kunne man nøjes med TV 2 og stadig nå 100 procent af befolkningen. I dag kan man i princippet godt lave nationale kampagner uden dem, men vores erfaringer er ikke så gode. Vi tænker i alternativer og kombinationer med andre TV-stationer,” siger han til Berlingske.

Jelved: TV 2 skal være frækkere end DR

Kulturminister Marianne Jelved (R) roser i Berlingske TV 2 for at have levet op til forventningerne og fremhæver ikke mindst TV 2-Regioner for deres store betydning for lokalsamfundene. Hun ser dog også gerne et TV 2, der er ”frækkere” end DR.

”Jeg synes stadig, at det er vigtigt med konkurrencen mellem de to statsejede TV-medier, som har forskellige vilkår og forskellige opgaver. I mine øjne må TV 2 gerne være frækkere end DR. Hvis DR repræsenterer den brede smag, så må TV 2 gerne være lidt mere skarp - også fordi de faktisk skal tjene penge selv,” siger hun til avisen.

Her er TV 2's vigtigste fodaftryk på den danske medieverden

25 år med TV 2 er en god tv-serie

TV 2 - mærkevarens ven

Hjarvard: Brug for afklaring om TV 2’s rolle TV 2 sætter også et nyt marketinghold 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også