Euroinvestor får accept fra ejendoms-aktionærer

Euroinvestors købstilbud på ejendomsselskab får foreløbigt grønt lys fra en stor del af aktionærerne.
Frederik Rovsing, adm. direktør hos Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor
Frederik Rovsing, adm. direktør hos Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor
RITZAU FINANS

64,94 pct. af aktionærerne i ejendomsselskabet Victoria Properties har sagt god for et købstilbud fra Euroinvestor, fortæller køberen i en meddelelse til fondsbørsen.

Der er tale om en foreløbig og ikke-bindende optælling af accepter af købstilbuddet, hedder det i meddelelsen.

Euroinvestors købstilbud, der er frivilligt og betinget, blev fremsat i september. Her lød det, at alle aktionærer ville blive tilbudt 0,43 kr. per aktie kontant. Euroinvestor fortalte også, at der var opnået bindende forhåndstilsagn fra flere storaktionærer, således at selskabet havde sikret sig 61 pct. af aktierne.

"Det foreløbige resultat indebærer, såfremt optællingen bekræftes, at alle betingelser fastsat i købstilbuddet anses for opfyldt, hvorfor købstilbuddet vil blive gennemført," skriver Euroinvestor.

Det endelige resultat vil blive offentliggjort senest 14. oktober 2016.

Victoria Properties-aktien lukkede mandag i 3,05 kr. og er ikke blevet handlet siden.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også