Euroinvestor bruger frasalg til at fokusere forretningen

Millioner fra frasalg skal gå til eksisterende forretningsben, mens strategien justeres med et nyt forretningsområde.
Frederik Rovsing, adm. direktør, Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor
Frederik Rovsing, adm. direktør, Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor

Euroinvestor har frasolgt forretningsområdet IR Solutions, der sælger software-løsninger med aktieinformationer. Pengene skal blandt andet bruges til at satse på eksisterende forretningsområder samt et enkelt nyt, skriver Euroinvestor i en pressemeddelelse.

Salget af IR Solutions indbringer 5,5 mio. kr. svarende til 36 mio. kr. Køberen er canadiske Q4.

"Vi har en ambition om at være Danmarks førende online mediekoncern med fokus på aktie- og boligmarkedet, og frasalget af IR Solutions gør, at vi kan sætte ekstra fart på udviklingen," udtaler Frederik Rovsing, adm. direktør hos Euroinvestor i pressemeddelelsen.

Blandt Euroinvestors platforme er investorsitet Euroinvestor, boligsitet Boliga og Udenombanken, der har boligfinansiering som sit område.

Derudover skal frasalget bruges til at opdyrke et nyt forretningsområde.

"Vi har det seneste års tid oplevet en stigende interesse for at købe store datamængder til analysebrug, og vi ser et stort potentiale i at forædle og videreformidle data fra vores bolig- og aktiedatabaser til såvel private som offentlige kunder," siger Frederik Rovsing.

Frasalget af IR Solutions betyder, at Euroinvestor skruer op for forventningerne til årets resultat før skat. De lød tidligere på mindst 20 mio., men har nu fået et spark opad til 50-53 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også