De unge driver fremtidens medievækst

På trods af at de unge medieforbrugere i stigende grad forlader det traditionelle flow-tv, så er det de unge, der fremadrettet øger det danske medieforbrug og skaber en årlig vækst på ca. tre pct. i medie- og underholdningsbranchen. Det er en af konklusionerne i en ny global analyse fra revisions- og konsulentvirksomheden PwC, skriver Berlingske Business.
De samlede indtægter i den danske mediebranche forventes at vokse fra 57,1 mia. kr. i 2015 til 63,9 mia. kr. i 2020 ifølge analysen "Global Entertainment and Media Outlook 2016-2020".
På globalt plan lyder konklusionen, at væksten i de samlede indtægter i medie- og underholdningsindustrien i gennemsnit vil ligge på 4,4 pct. om året de næste frem år.
"Den danske medie- og underholdningsbranche kan ikke helt følge med de globale vækstrater. Udviklingen skal dog ses i lyset af, at mange af udviklingslandene i analysen har en meget yngre befolkningssammensætning og en voksende middelklasse, som driver en høj vækst inden for særligt digitale medier. Sammenligner man Danmark med vores vesteuropæiske naboer, ligger vi dog på niveau," forklarer Leif Ulbæk Jensen, medie- og underholdningsekspert og partner i PwC, til Berlignske.
Ser man særskilt på, hvordan væksten fordeler sig baseret på landenes demografiske sammensætning, så viser det sig, at væksten på verdens ti "yngste" markeder i gennemsnit vokser tre gange så hurtigt som de ti "ældste" markeder, skriver Berlingske.
I Danmark er ca. 40 pct. at befolkningen under 35 år, hvilket afspejler sig i en vækst på to til tre pct. Til sammenligningen er 70 pct. af befolkningen under 35 år i Paktistan og her ligger den årlige vækst på ca. 10 pct. ifølge analysens oplysninger. Aldersammensætningen er bl.a. derfor den største enkeltstående faktor for væksten, lyder det fra Leif Ulbæk Jensen til Berlingske.
Relaterede artikler:
Værd at vide: 5 pointer om dansk medieudvikling
For abonnenter
Forsker: Medierne er ikke magtesløse mod Facebook
For abonnenter
Kløften vokser mellem unge og ældres medieforbrug
For abonnenter