Eniro udskifter hele bestyrelsen

Samtlige bestyrelsesmedlemmer i Eniro ønsker ikke genvalg, og derfor er fire nye medlemmer kørt i stilling.
Foto: Jens Panduro/Polfoto/Arkiv
Foto: Jens Panduro/Polfoto/Arkiv

Der er udsigt til total udskiftning i Eniros bestyrelse. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

De fem nuværende bestyrelsesmedlemmer ønsker ikke at genopstille, og derfor foreslår Eniros nomineringskomite, at der vælges fire nye medlemmer, når selskabet holder generalforsamling 27. april.

Eniro har været igennem et par turbulente år. Bl.a. blev den tidligere topchef Johan Lindgren fyret i august 2014, og flere nedjusteringer har siden ramt selskabet, der også har gennemført sparerunder.

"Eniros bestyrelse har haft en ekstraordinær arbejdsbyrde igennem flere år, hvilket har stillet store krav til medlemmerne, og nomineringskomiteen er blevet gjort opmærksom på behovet for at finde en helt ny bestyrelse. Vi foreslår, at bestyrelsen består af fire medlemmer med store kompetencer og relevant erfaring," udtaler Pehr-Olof Malmström, formand for Eniros nomineringskomite, om bestyrelsesudskiftningen i fondsbørsmeddelelsen.

Til at lede bestyrelsen foreslår nomineringskomiteen Björn Björnsson som formand. Han har en lang række af både nuværende og tidligere bestyrelsesposter på sit cv. Komiteen foreslår, at de tre øvrige nye bestyrelsesmedlemmer bliver Ola Salmén, Joachim Berner og Örjan Frid.

Eniro er noteret på børsen i Stockholm og har aktiviteter i bl.a. Danmark, Sverige, Norge og Polen. Selskabet har dansk topchef i form af Stefan Kercza.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også