Medie: Apple drosler ned for Iphone-produktionen

Ifølge japansk medie skruer Apple kraftigt ned for produktionen af Iphones i 1. kvartal.
Foto: Eric Risberg/AP/Polfoto
Foto: Eric Risberg/AP/Polfoto
RITZAU

År efter år siden præsentationen i 2007 har Apple kunnet præsentere stigende salgstal for selskabets flagskib, mobiltelefonen Iphone.

Men kurven kan måske knække i år. Ifølge det japanske finansmedie Nikkei vil Apple skære 30 pct. i produktionen af de nye modeller, 6S og 6S Plus, i første kvartal af 2016.

Årsagen er angiveligt, at lagrene er blevet for store på grund af svigtende salg.

Nyheden betød, at Apples aktiekurs faldt 2,5 pct., og dermed har aktien siden april sidste år tabt 25 pct. af sin værdi.

"Det er en øjenåbner, som stemmer overens med den svagere efterspørgsel, som Apple har oplevet, efter at 6S-modellen blev lanceret. Markedet forventede en reduktion, men størrelsen er lidt bekymrende," siger Daniel Ives, der er analytiker hos FBR Capital Markets, til Reuters.

Fik fridag

Apple har ikke kommenteret historien, men to forhold sandsynliggør, at der kan være noget om snakken.

På Foxconn-fabrikken i Henan-provinsen i Kina, hvor en stor del af Iphone-produktionen foregår, har de ansatte angiveligt for første gang i lang tid fået lov at holde fri i dagen omkring det kinesiske nytår, der falder 8. februar i år.

Tidligere er de blevet tilbudt overtidsbetaling for at arbejde igennem i den største kinesiske ferieuge.

Samtidig forlyder det, at Henan-provinsen har udbetalt 82 mio. yuan, svarende til 87 mio. kr., i ekstraordinær støtte til Foxconn-datterselskaber.

Det kan være et tegn på, at selskaberne har brug for ekstra støtte for at bevare de mange hundrede tusinde arbejdspladser, som Apple er med til at skabe i provinsen.

Nikkei mener at vide, at produktionen vender tilbage til normalen i andet kvartal.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også