Tech-virksomheder frygter strammere it-regler i EU

En ny lov, der skal give EU-borgere bedre beskyttelse af deres private oplysninger på nettet, bliver mødt af kritik fra globale tech-virksomheder.
Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/POLFOTO/arkiv

I morgen forventes EU at vedtage en ny lov, der skal sikre borgerne inden for unionens grænser bedre beskyttelse af deres personlige oplysninger på nettet. De nye skrappere regler møder kritik fra en stribe globale it-selskaber. Det kan i sidste ende få tech-virksomhederne til at droppe nye it-tiltag inden for EU. Det skriver Wall Street Journal.

"Risikoen er, at det presser virksomhederne til at sige, at det ikke er risikoen værd at innovere i Europa," siger Alexander Whalen, en senior policy manager for Digital Europe, som repræsenterer tech-virksomheder som Microsoft og Alfabet Inc. Google.

Loven, som har været fire år undervejs, betyder blandt andet, at virksomheder, der overtræder de nye regler, kan se frem til bøder på op mod 4 pct. af deres globale omsætning. For internetgiganter som Facebook og Google vil der således være tale om ganske betydelige beløb.

Den nye lovgivning vil samtidig hæve aldersgrænsen til 16 år for, at brugere kan give tilladelse til at deres private data må indsamles og bruges af tech-virksomheder. De nye regler betyder også, at det ikke blot vil være tech-selskaberne, som kan blive holdt ansvarlige for brud på datasikkerheden. Datacentre og virksomheder, der f.eks. tilbyder cloud computing-løsninger, kan også blive dømt for overtrædelse af de nye regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også