EU-Kommissionen retter søgelyset mod Google News

Flere af  Europas største nyhedsudgivere har bedt kommissionen se på bl.a. Google News.
Foto: Alvaro Barrientos/AP/Polfoto
Foto: Alvaro Barrientos/AP/Polfoto
RITZAU FINANS

Google er endnu engang i vælten. EU-Kommissionen i Bruxelles vil nu undersøge, om tjenester såsom Google News skal betale aviserne for at vise uddrag af deres artikler. Det oplyste Kommissionen onsdag, skriver Financial Times.

Kommissionens undersøgelse sker, efter at en håndfuld af Europas største nyhedsudgivere har bedt Kommissionen om at tøjle hjemmesider, som nyhedsudgiverne mener udnytter deres indhold uden at betale for det.

"Internettet skaber enorme muligheder for nyhedsudgiverne til at nå ud til flere læsere, men det medfører også udfordringer. En afgift på uddrag er ikke et levedygtigt svar på disse udfordringer, som erfaringerne i Tyskland og Spanien også viser - det er ikke godt for udgiverne. Vi arbejder tæt sammen med nyhedsudgiverne for at skabe trafik til nyhedssider og apps og for at finde mere bæredygtige modeller for journalistik på nettet," siger en talsmand fra Google til Financial Times.

Ethvert skridt, som tvinger Google til at betale for at vise korte citater fra ophavsretsligt beskyttet indhold, såsom nyhedsartikler, vil blive mødt med stor modstand fra Google. EU-Kommissionens plan er at undersøge nyhedsudgivernes ophavsrettigheder samt udrede EU's komplicerede regler om netop dette.

Kommissionen har ikke rørt emnet siden 2001, da den sidst opdaterede sine regler om ophavsret. Siden har den hurtige udvikling af bredbånd og mobilt internet revolutioneret medieindustrien og også afsløret mangler i EU's regelsæt.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også