Webtal: Finans debuterer med overtag på konkurrenter

De første målinger af finans.dk viser, at det har taget over, hvor forgængeren slap, og med flere brugere end konkurrenterne. Børsen er dog størst på sidevisninger.
PER FANEFJORD LAURSEN OG CHRISTIAN CARLSEN

Jyllands-Postens nye erhvervsunivers, finans.dk, blev benyttet af 749.000 brugere både på pc, mobil og tablet i maj.

Det viser de første, længe ventede målinger af finans.dk, som netop er offentliggjort af Danske Medier Research.

Det nye brand Finans erstattede det tidligere EPN i efteråret 2014, men forsvandt samtidig fra de officielle trafikmålinger fra Danske Medier. Forklaringen har hidtil været, at Danske Mediers målemetode ikke duer til Finans i forhold til at registrere sidevisninger, fordi Finans er bygget op med ”infinite scroll”, hvor artiklerne ligger i forlængelse af hinanden.

18. største netmedie

Men nu kan markedet og iagttagere altså konstatere, at Finans holder et brugerniveau, der rækker til en 18. plads blandt danske netmedier - lidt mere end konkurrenterne business.dk på 693.000 og et stykke over borsen.dk på 443.000.

”Tallene dokumenterer, at læserne har taget godt imod vore ambitioner om med Finans at skabe et nyt og anderledes digitalt erhvervsmedie, der insisterer på at udfordre den traditionelle danske erhvervsjournalistik," udtaler chefredaktør på Finans, Steen Rosenbak, i en pressemeddelelse.

Med til historien om Finans' position hører, at det største businessmedie for et år siden var Finans' forgænger EPN, der havde godt 400.000 brugere på desktop.

JP/Pol: Dagstal er hovedvaluta

Siden februar er webmedier også blev målt på daglige besøg, hvilket giver et andet billede af mediernes styrke, end månedstal gør.

Finans.dk, der både bruges med og uden abonnement, blev i snit læst dagligt af 116.000 i maj måned. Til sammenligning læses borsen.dk af 88.000 dagligt, mens 72.000 klikker ind på Business.

JP/Politikens Hus meddelte i marts, at dagstallet bliver hovedvaluta for mediehuset, når det skal kommunikere deres digitale markedspositioner.

”Dagstal giver et langt mere relevant billede af mediernes dækning og brugernes engagement. Med de nye dagstal får vi en tidssvarende valuta for de digitale medier,” udtalte koncerndirektør i JP/Politikens Hus, Dorthe Bjerregaard-Knudsen, i marts.

Børsen topper på sidevisninger

Styrkeforholdet mellem erhvervsmedierne ændrer sig dog, hvis man måler på sidevisninger.

Her ligger Børsen sig klart i spidsen med 10,1 mio. sidevisninger på desktop mod Finans' 3,9 mio. og 1,4 mio. hos Business. Samme billede går igen, når man kigger på mobil og tablet, omend afstanden er mindre.

På mobil havde borsen.dk 4,3 mio. sidevisninger i maj, finans.dk havde 2,5 mio. og business.dk 1,4 mio. På tablet havde borsen.dk 2,7 mio., finans.dk 1,2 mio. og business.dk 642.000.

Web: Top 50 medier totalt og i daglige brugere, maj 2015

Web: Top 50 medier på tværs af platforme

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også