V og DF fremsætter forslag om pirat-taskforce

Regeringens piratpakke er ikke tilstrækkelig, mener Venstre og Dansk Folkeparti, der nu spiller ud med et forslag om at oprette en taskforce mod ulovlig kopiering på nettet.

Dialog og oplysning, der er hjørnestenene i regeringens indsats mod netpirater, der ulovligt downloader film, tv-serier og musik online, er ikke nok.

Det mener Venstre og Dansk Folkeparti, der nu har fremsat et beslutningsforslag, der skal bane vej for en taskforce, der styrker og samler indsatsen mod piratkopiering. Det skriver Politiken.dk.

"Spørg aktørerne i branchen. De har tab i millionklassen på grund af piratkopiering. De skriger på handling, og til os siger de, at regeringens nye initiativ ikke er nok," siger Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen (foto) til avisen.

Fik flere muskler

Kampen mod netpirater fik ellers et ekstra gear for nylig, da Kulturministeriet gjorde det muligt for rettighedshavere at anmelde overtrædelser direkte til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, bagmandspolitet.

RettighedsAlliancen, der repræsenterer 18 organisationer inden for kulturprodukter, bekræfter, at der er brug for flere kræfter og for at samle indsatsen mod piratkopiering et sted.

"Regeringens initiativ er en accept af, at vi står med et reelt problem, og vi anerkender også, at det kan have betydning, at alle nu kan aflevere deres anmeldelser om ulovlig kopiering hos bagmandspolitiet, for på den måde kan omfanget blive mere tydeligt. Men vi synes stadig, at aktiviteterne skal samles i en taskforce, for det kræver stor kompetence og specifik viden at beskæftige sig med området," siger kommunikationschef i RettighedsAlliancen, Mikala Poulsen til Politiken.

Kritik for luftighed

Det var kulturminister Marianne Jelveds (R) forgænger Uffe Elbæk, der sidste år søsatte regeringens piratpakke, der siden bl.a. har resulteret i kampagnen "Share with care."

Regeringens initiativer blev i forbindelse med lanceringen kritiseret af bl.a. Producentforeningen for at være for luftige. Foreningen har tidligere støttet tanken om en taskforce, lige som Venstre flere gange er gået i brechen for ideen, der bl.a. har svensk forbillede.

Hvornår det nye skridt, beslutningsforslaget, behandles i Folketinget er uvist.

Socialdemokraternes ordfører Mogens Jensen, siger til Politiken, at man bør se tiden an et til to år, inden effekten af piratpakken kan vurderes.

Producenter: Piratpakke for luftig 

Politiet opruster i kampen mod netpirater

Danmarks nye piratvåben: lovlige alternativer

Bay: Piratpakken har spildt tid 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også