Bay: Piratpakken har spildt tid

Det er tre år siden, Kulturministeriet nedsatte et udvalg til at finde på antipirat-løsninger. Det er lang tid i den digitale verden, der ikke venter på lovgivere og udvalgsarbejde, men bare tordner organisk derudaf.

Det er tre år siden, Kulturministeriet nedsatte et udvalg til at finde på antipirat-løsninger. Det er lang tid i den digitale verden, der ikke venter på lovgivere og udvalgsarbejde, men bare tordner organisk derudaf.

Den tid, Kulturministeriet har brugt på den netop offenliggjorte piratpakke, ville have været bedre brugt, hvis man havde sat alle kræfter ind på at forberede sig på morgendagens medieforbrug, mener tech-debattør og forfatter Morten Bay.

”Jeg bliver nødt til at sige, at når det har taget tre år at komme frem til denne konklusion, viser det noget om, at parterne på begge sider stadig ikke har forstået, hvor hurtigt tingene går nu,” skriver han i en mail fra Los Angeles, hvor han arbejder som new media-strategirådgiver.

Streaming overhaler pirateri
Ulovlige downloads, der for tre år siden var en voksende og fatal fjende for den kreative branche er nemlig i mellemtiden blevet kastreret en smule af lovlige streaming-alternativer – som Spotify og Netflix.

”De streaming-abonnementsløsninger, som lige nu reducerer piratkopiering verden over, breder sig med lynets hast. Nu kommer Netflix for eksempel til landet til efteråret,” skriver Morten Bay med henvisning til rygterne om, at den amerikanske streaming-gigant Netflix kommer til Danmark til efteråret og vil blive mødt af lignende lovlige tilbud fra konkurrenter som Yousee.

Pointen om, at streaming-tjenester vil nedbringe ulovlig fildeling ligger dog meget godt i forlængelse med piratpakkens fokus på netop innovation af og oplysning om lovlige alternativer til piratdownloads.

Netop dette fokus på at gøre lovlige tilbud bedre og lækrere – frem for straf og konsekvens af pirateri - har ellers fået kritikere som eksempelvis Producentforeningen til at sige, at piratpakken var slap og ineffektiv.

Gulerod slår pisk
Men Morten Bay, der selv blev spurgt til råds af Folketingets udvalg i forbindelse med den mere skræmme-orienterede men nu skrottede ”brevmodel”, mener dog klart, at Kulturminister Uffe Elbæk (R) har fat i den lange ende, med fokusskiftet fra pisk til gulerod.

”Pisk vil ikke virke. Nem tilgængeliggørelse vil,” skriver han.

Men de tre år det har taget at nå frem til piratpakken, kunne have været brugt bedre og mere målrettet, mener Bay.

”Det havde været en meget bedre idé, hvis parterne have brugt de tre år på at gøre sig klar til den virkelighed, så mest muligt indhold kunne være klar fra start. Det have været en meget bedre pirateribekæmpelse,” skriver han.

Godt med aftale for telebranchen
Morten Bay peger dog også på konkrete positive takter i den nye piratpakke. Eksempelvis aftalen om, at hvis et teleselskab påbydes at lukke for adgangen til et ulovligt site, så forpligter de øvrige teleselskaber sig til følge trop.

”Jeg kan godt lide, at telebranchen har forpligtet sig til at hjælpe rettighedshaverne hurtigere, når der bliver fundet ulovligheder,” skriver Morten Bay. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også