Private fører på Facebook hemmelige lister over lånere

Private långivere kan bryde reglerne ved på Facebook at føre lister over personer, der skylder penge.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

På Facebook findes der lister over flere tusinde personer, der har lånt penge af andre. Ofte ved personerne det ikke selv. Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen har set flere af listerne, der bliver delt mellem de privatpersoner, som låner penge ud på Facebook til skyhøje renter. Blandt andet findes der en liste med navne på flere end 2000 personer.

På listerne står der, om en person er risikabel at låne penge til. Der står også, om personen har lånt tidligere, har igangværende lån, har en afdragsordning eller har misligholdte lån.

I Forbrugerrådet Tænk er cheføkonom Morten Bruun Pedersen rystet over, at der findes hemmelige lister med navne og oplysninger på folk, der låner penge via Facebook.

Han konstaterer, at oplysningerne går meget tæt på de enkelte personer.

”Det viser, at lånemarkedet på Facebook er det rene wild west, og jeg synes, at pilen peger mere og mere på Facebook, som ikke kan være tjent med, at platformen bliver brugt til den slags,” siger Morten Bruun Pedersen til avisen.

I Datatilsynet oplyser fuldmægtig Rasmus Martens til Jyllands-Posten, at den slags registrering og videregivelse af oplysninger, der finder sted med listerne, umiddelbart er i strid med databeskyttelsesreglerne - og dermed er ulovlig.

Camilla Nordsted, pressechef for Meta i Norden, der står bag Facebook, skriver i et svar til avisen, at Facebook fjerner klart ulovligt indhold, så snart man bliver opmærksom på det.

Jyllands-Posten har tidligere skrevet, at antallet af profiler og aktiviteten i lukkede grupper på Facebook, hvor privatpersoner udbyder og efterspørger lån, er omtrent fordoblet fra 2020 til 2021.

En medvirkende årsag kan være, at et bredt politisk flertal i slutningen af 2019 satte en effektiv bremse for de omstridte kviklån.

Udviklingen på Facebook er blevet kaldt ”foruroligende” af erhvervsminister Simon Kollerup (S).


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også