Facebook udvider tiltag mod corona-misinformation

Techkoncernen afsætter annonceplads for et trecifret millionbeløb til annoncerabatter om covid-19 fra bl.a. NGO'er og sundhedsmyndigheder og skærper indsats mod spredning af misinformation om virussen.
Foto: JOSEPH EID/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: JOSEPH EID/AFP/Ritzau Scanpix

Efter et år med en global pandemi gør Facebook nu status over sin indsats på den sociale techplatform og udvider den gennem 2021. Det skriver Facebook i et blogopslag.

For at styrke formidlingen af troværdig information om covid-19, skruer Facebook på flere knapper. Samlet vil selskabet uddele annoncerabatter for 120 mio. dollars, omkring 742 mio. kr., til NGO'er, sundhedsmyndigheder og UN-agenturer til indrykning af kampagner om covid-19 og forebyggende tiltag på den sociale medieplatform. Selskabet har desuden indgået samarbejder med regeringer og myndigheder i flere end 120 lande, oplyser Facebook.

Derudover udvides det såkaldte "Covid-19 Information Center", som Facebook har implementeret på sin platform, også til Instagram i løbet af året.

Samtidig optrapper selskabet sin indsats mod spredning af misinformation om corona. På tværs af Facebook og Instagram vil der blive sat flere kræfter ind for at fjerne falsk information om pandemien, covid-19-vacciner og vacciner generelt, oplyser Facebook. Konkret hvordan, det vil udmønte sig, fremgår dog ikke.

Efter konsultation med en række internationale sundhedsorganisationer, heriblandt WHO, er listen blevet udvidet over, hvilke påstande der fra i dag anses som misinformation og derfor vil blive fjernet på Facebook.

Bl.a. vil påstande som "covid-19 er skabt eller produceret af mennesker", "vacciner er ikke effektive til at forebygge spedning af den sygdom, de er udviklet til at beskytte imod", "det er sikrere at få sygdommen end vaccinen" og "vacciner er giftige, farlige eller kan resultere i autisme" fremover blive vurderet som misinformation af techselskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også