Facebook fjerner sider for opsigtsvækkende konspirationsteori

Grupper tilknyttet højreorienterede, der mener, at flere topdemokrater er med i en pædofiliring, er fjernet.
Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Facebook har fjernet 790 grupper, der har tilknytning til den højreorienterede konspirationsteori QAnon.

Det oplyser virksomheden onsdag.

Techgiganten oplyser videre, at den har begrænset omkring 1950 andre grupper, 440 sider og over 10.000 konti på Instagram, der ejes af Facebook.

Alle har de tilknytning til QAnon, der er en internetbaseret konspirationsteori, der er vokset online, i månederne efter at coronapandemien ramte. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge BBC beskriver QAnons teori en hemmelig krig anført af den amerikanske præsident, Donald Trump, mod Satan-tilbedende pædofile i regeringen, erhvervslivet og medierne.

Tilhængere af QAnon håber, at kampen vil føre til, at omverdenen en dag regner det hele ud, og prominente personer såsom demokraten Hillary Clinton bliver anholdt og henrettet.

Facebook oplyser onsdag, at selskabet også vil gribe ind over for sider, grupper og Instagram-konti, der er tilknyttet USA-baserede militsgrupper og anarkistiske grupper, der støtter vold ved protester.

"Vi har set voksende bevægelser, som hylder voldelige handlinger, selv om de ikke direkte organiserer volden. De har vist, at de er i besiddelse af våben, og antydet, at de er klar til at bruge dem," oplyser Facebook i en erklæring ifølge dpa.

USA's føderale politi, FBI, har betegnet QAnon som en potentiel indenlandsk terrortrussel.

Bevægelsens tilhængere mener, at præsident Trump modarbejdes af en global elite, der styres af pædofile, som står bag menneskehandel og planlægger at vælte den amerikanske præsident.

En af teoriens tilhængere, Marjorie Greene, er republikansk kandidat og stiller op til Repræsentanternes Hus.

På et pressemøde i Det Hvide Hus onsdag takkede Donald Trump QAnon-bevægelsen for dens støtte.

"Jeg ved ikke så meget om bevægelsen. Jeg ved, at de rigtig godt kan lide mig, og det sætter jeg pris på," sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Facebook er tidligere blevet kritiseret for at tillade falske nyheder og konspirationsteorier at blomstre på det sociale medie - især op til det amerikanske præsidentvalg i 2016.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også